Nysgerrige følgere vil gerne vide, hvad der skete mellem Türker og Sarah. Nu afslører Türker lidt mere.

‘Paradise’-aktuelle Türker og ekskæresten Sarah Tiedt gik fra hinanden for et par uger siden. Sarah har ikke ønsket at kommentere bruddet, mens oplysningerne fra Türker har været yderst sparsomme.

Nu løfter Türker dog sløret en smule mere end hidtil og indvier nysgerrige følgere i lidt flere detaljer omkring deres break-up: 'Bare for at gøre det klart, så er Sarah og jeg ikke sammen længere,' skriver Türker på sin Instagram-story og fortsætter:

'Jeg har intet ondt at sige om Sarah og kunne aldrig finde på at sige noget dårligt om hende, selvom der står alle mulige ting på internettet.'

Voksede fra hinanden

Türkers og Sarahs forhold har været i offentlighedens søgelys fra begyndelsen, da Sarah var med i ‘Paradise Hotel’ sidste år, mens Türker deltog i ‘Robinson’ forrige år.

'Folk vil gerne se mudderkastning, og det kommer på ingen måde til at ske herfra,' skriver Türker og uddyber:

'Det korte af det lange er, at vi voksede fra hinanden. Det sker nogle gange i forhold. Hvis Sarah en dag skrev til mig, spurgte mig om noget eller ville snakke, ville jeg altid svare hende. På den måde vil vi alligevel være på talefod med hinanden.'

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk