Når Troels Kløvedal mandag kan fejre sin 75 års fødselsdag, bliver det med hele sin familie omkring sig trods det dårlige helbred.

Siden lægerne for snart to år siden kunne konstatere, at Troels Kløvedal havde fået den uhelbredelige nervesygdom ALS, og at han samtidig var ramt af lungesygdommen bronkiektasi, har søfarerens helbred skrantet, og selv om helbredet ikke bliver bedre, så skal hans 75 års fødselsdag tilbringes sammen med de nærmeste.

'Min store familie kommer på min fødselsdag,' skriver han i en mail til BT, inden han tilføjer:

'Jeg bliver selvfølgelig svagere og svagere, mens jeg kan stadig skrive - om end det er med besvær,' lyder det fra Troels Kløvedal, der i dag bruger respirator og er afhængig af iltflaske.

Sygdommen har medført, at den frihedselskende Troels Kløvedal for to år siden også måtte sande, at han formentlig havde sejlet jorden rundt for sidste gang, men skrivelysten kunne sygdommen i første omgang ikke tage fra den eventyrlyste søfarer.

Og siden Troels Kløvedals seneste bog ’Alle mine morgener på Jorden’ udkom i december, er der blevet solgt godt 65.000 eksemplarer.

»Det er naturligvis en glæde, at så mange mennesker læser min bog, og jeg får mange livskloge mails fra folk som skriver, at mine bøger, også nu den sidste, har hjulpet dem igennem livskriser af mange slags. Eksistentielle som mere filosofiske,« har Troels Kløvedal udtalt til BT i den forbindelse.

Her kunne han også fortælle, at selv om han lever med en frygtet sygdom, så ønsker han ikke medlidenhed.

»Dem man bør have medlidenhed med er slet ikke mennesker som mig, men dem der virkelig lider under verdens ondskab. I Syrien, Sudan, Yemen samt Afghanistan, som jeg selv har besøgt for Folkekirkens Nødhjælp.«

Ifølge Troels Kløvedal selv, har han 'for længst har rundet en million solgte bøger'. Det eksakte tal er dog ukendt, hvorfor han også har bedt sit forlag om at lave en opgørelse.