Den danske skuespillerinde, blogger og tidligere Vild med dans-værtinde Christiane Schaumburg-Müller har fået konstateret et alarmerende lavt stofskifte. Lidelsen begyndte at vise sig efter en lang periode med for mange opgaver i kalenderen og for mange ubesvarede mails i indbakken. Det skriver tv-værten i et aldeles personligt indlæg på sin blog chrichri.dk.

Symptomerne fik i begyndelsen Christiane Schaumburg-Müller til at tro, at hun var blevet ramt af stress, bl.a. fordi hun led af konstant træthed og manglede energi.

»Alt rodede - jeg glemte aftaler, og jeg følte mig fuldstændig trængt op i en krog. Jeg overvejede at tage en sygedag, men hver dag var der møder, jeg syntes, der var for vigtige. Der var ikke tid til en sygedag, det har der ikke været i flere år,« skriver hun på sin blog, hvor hun i ærlige vendinger gennemgår, hvordan hun igennem en længere periode har oplevet tegn på stress.

Hun kommer bl.a. ind på en episode, hvor en bagvedkørende bilist fik 'det velkendte bæger' til at flyde over.

»En eller anden mand i bilen bag ved mig virker utålmodig, fordi jeg skal lave en baglæns parallelparkering. Jeg kan nærmest mærke hans utilfredshed med, at han nu skal vente de ekstra 2 min., det tager for mig at få parkeret. Da jeg endelig har parkeret, bryder jeg helt sammen. Buhuuuuu - tårerne løber bare ned af kinderne på mig. Jeg er godt klar over, at det ikke har noget med manden i bilen at gøre - det var bare dråben. Jeg følte mig presset fra alle sider,« lyder det ærligt fra den danske kendisblogger.

En tid hos lægen og en stribe blodprøver senere står det imidlertid klart, at det ikke er stress, der er årsag til de stress-lignende symptomer. Blodprøverne viste nemlig, at Christiane Schaumburg-Müller havde et alarmerende lavt stoftskifte.

Lavt stofskifte er en lidelse, der viser sig ved en række stress-lignende symptomer, såsom træthed, øget søvnbehov, vægtøgning, tør hud og nedtrykthed, men det er ikke sikkert, at alle symptomerne viser sig på én gang. Modsat stress er lavt stofskifte ikke livsstilsrelateret. Lidelsen opstår derimod, fordi skjoldbruskkirtlen producerer for få stofskiftehormoner.

Det er ikke første gang, at Christiane Schaumburg-Müller står frem med detaljer om sit personlige liv. Som ung har den danske tv-vært lidt af stress, og derfor har hun tidligere holdt foredrag om emnet for at sætte fokus på den frygtede livsstilssygdom, som knap en halv million danskere oplever symptomer på hver dag.

Artiklen fortsætter under opslaget.

Efter at Christiane Schaumburg-Müller er begyndt på en medicinsk behandling for sin stofskiftesygdom, er trætheden så småt begyndt at fortage sig.

»Jeg er kommet ned i gear, og jeg har lyttet til mig selv og min krop. Jeg kan virkelig mærke en forskel. Men jeg er stadig under observation, da mit stofskifte ikke rigtig vil derop, hvor det skal ligge. (...) Men jeg kan mærke, at det hjælper, og jeg er virkelig taknemmelig for, at jeg fandt ud af det,« skriver hun.

Det anslås, at omkring 400.000 danskere har for lavt stofskifte. Typisk får man lavt stofskifte, når man er lidt oppe i årene, men alle kan få lavt stofskifte.