Hun var et velkendt ansigt i TV 2's sendeflade. Men efter 20 år tog Trine Panum skridtet ind i kunstverdenen, hvilket skulle vise sig at være hårdere, end hun troede.

Hun mødte enorm modstand fra begyndelsen. Det fortæller hun i et stort interview med Berlingske.

Selvom Trine Panum siden de spæde teenageår drømte om at male, begyndte hun i tv-branchen. Det gjorde hun på TV 2, hvor hun i 20 år lavede morgenfjernsyn samt sports- og kriminaljournalistik.

Alligevel tog hun skridtet ud i det uvante, da hun skiftede mikrofoner og kameraer ud med paletter og pensler for at male på fuldtid.

Trine Panum - i dag med mørkt hår.
Trine Panum - i dag med mørkt hår. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Jeg var meget bange for at tage skridtet. Og jeg var alt, alt for opmærksom på, hvad andre ville tænke,« siger hun til Berlingske.

Der gik da heller ikke længe, før Trine Panum indså, at kunstverdenen i den grad havde meget at tænke - og sige.

Efter et interview i et kunstmagasin gik en kunsthistoriker ud og opfordrede til, at man skulle skelne mellem professionelle kunstnere og dem, der lavede det på et hobbyplan.

Trine Panum blev endvidere kaldt kreativ og kunstnerisk - men hun var ikke kunstner, mente kunsthistorikeren.

»Sikke en velkomst, tænkte jeg. Jeg var overrasket over, at jeg skulle have de tæsk, og at kritikken var så personlig. Det gav mig en forsmag på, at den etablerede kunstverden kan være svær,« indrømmer hun over for Berlingske.

Trods modstanden og enkelte overvejelser om at stoppe med kunsten, blev Trine Panum ved.

Og det har hun ikke fortrudt, understreger hun.

Hun blev kontaktet af kunstneren Knud Grothe, der lod hende udstille malerier i sit galleri.

Trine Panum i sit atelie.
Trine Panum i sit atelie. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Det var startskuddet for Trine Panum, der i dag lever af sin kunst. Hun udstiller sågar både herhjemme og i udlandet.

Derudover har hun også solgt sin kunst til købere i udlandet.

Trine Panum sagde op på TV 2 i efteråret 2014 og stoppede officielt efter årsskiftet mellem 2014-2015.

Privat er hun gift og har tre børn.