Sanger og skuespiller Trine Gadeberg opfordrer til, at vi bliver bedre til at tale om sorg og giver hinanden plads til at tale om de samme minder og følelser om og om igen.

Hvad er det vigtigste, som din mor lærte dig?

»Min mor var ekstremt god til at se det gode i alle mennesker. Hun havde et stort empatisk hjerte og gav sin tid og verdslige ting i et væk uden at forvente noget til gengæld. Vi var en stor del at hendes frivillige arbejde med folk fra alle sociale lag. Så vi kom med på handicaplejre, arrangementer med Røde Kors, besøgsvenner og diverse indsamlinger. Hun var derfor en kæmpe inspiration for mig i næstekærlig opførsel.

Og et kæmpe plus var også, at min mor var en grinebider. Humoristisk og meget observerende. Hun kunne se det sjove i rigtig mange ting. Om det var en almindelig daglig indkøbstur eller en tur til tandlæge, kunne man være sikker på, at der var noget sjovt at fortælle om.«

Hvad vil du gerne give din egen datter med på vejen?

»Jeg håber, at jeg har givet hende nogle af de samme kvaliteter med i bagagen, som min mor gav mig.

Jeg ved i hvert fald, at Andrea har en rigtig god humoristisk åre, og at hun er god til at se andres behov. Derfor varmede det ekstra i hjertet, da Andrea for nogle år siden skulle til sidste studentereksamen, og vi på deres vej hen til gymnasiet overværede, at Andrea blev råbt an af en hjemløs. 'Held og lykke, Andrea,' råbte han. Og da jeg spurgte ind til det, viste det sig, at hun havde holdt ham med cigaretter og penge igennem studentertiden. Det blev jeg hamrende stolt over.«

Hvad giver det dig at være mor?

»En kæmpe glæde, bekymring, kærlighed, varme, omsorg. Da jeg mistede min mor, var Andrea krogen, der hægtede mig tilbage til livet midt i den knugende sorg. Det er vidunderligt at se hendes rejse, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg må være en del af den.«

Både din mor og svigermor døde i 2018. Hvordan håndterer du det, når livet gør ondt?

»Jeg græder og taler meget om dem. Mindes dem. Min mand Kasper og jeg har et lille alter, hvor vi dagligt lige er henne og kigge på deres billeder og undres over, hvorfor fanden de skulle af sted så tidligt.

I ugerne efter min mors død stod jeg på terrassen og forbandende dødsfaldet direkte henvendt til hende. Jeg formede mine hænder til en skål og kastede de dårlige tanker op og bad om af sende lys og healende tanker tilbage. Det var et råd, jeg fik af en bekendt, og på mystisk vis hjalp det at være så konkret.«

Du har før sagt, at det er vigtigt at tale om døden: Hvordan gør man det bedst?

»Ved at man decideret taler om det. Og spørger ind til andre mennesker og deres sorg.

Jeg ved, at der er et ekstra behov for at snakke om det samme og samme om og om igen. Og det er simpelthen så vigtigt, at man som tilhører ikke sender signal om, at nu har vi vist talt om det her tusind gange før.

For mig er det et stort behov, at andre mennesker, som jeg møder på min vej nu, også får en fornemmelse af, hvem min mor var. For de kommer ikke til at møde hende i fysisk form, men de kan få et indblik i, hvem hun var. Det er jo heller ikke sådan, at jeg går og plaprer om det konstant. Men jeg har i hvert fald erfaret, at andre mennesker, der har mistet, også har et stort behov for at tale om det. Og mest om den zoombie-tilværelse, der følger med i den første tid efter et dødsfald. Man eksisterer på lavt blus i en konfus tilværelse, hvor man skal finde en ny måde at være i verden på.«