'Festen', 'Idioterne' og 'Mifunes sidste sang'.

Dogmefilmene satte Danmark på verdens-filmkortet, og så markerer de også den seneste periode, hvor danske film var gode. Nu er de i stedet for konventionelle og forudsigelige.

Det mener den svenske succesinstruktør Ruben Östlund i hvert fald – et standpunkt, han flere gange har luftet.

Men Trine Dyrholm, en af dansk films mest populære skuespillere, er ikke enig. Det slog hun fast torsdag aften på den røde løber til teaterforestillingen 'The Producers' i Det Ny Teater.

»Det kan være, at han ikke har set nogen danske film. Måske går han ikke så meget i biografen.«

»Han (Ruben Östlund, red.) er jo en provokatør. Og så vidt jeg ved, havde han og Mads Mikkelsen en ret god og udfordrende dialog om det her tema, så det synes jeg bare har været spændende at følge.«

Mødet mellem Mads Mikkelsen og Ruben Östlund, som Trine Dyrholm refererer til, er blandt andet en video på den svenske instruktørs Instagram.

Her snakker de om filmen 'Pusher 2', og den svenske instruktør siger, at det er mange år siden, og spørger så, hvad der er sket sidenhen.

Hertil lyder Mads Mikkelsens svar:

»Jeg blev berømt.«

Ruben Östlund har da også, med en vis selvironi, skrevet i teksten til videoen, at Mads Mikkelsen sætter en prætentiøs svensk instruktør på plads.