Robertprisen 2020 blev søndag aften fejret med flere af de kendte fra danske film og tv, der kom ulasteligt klædt i kjole og hvidt.

En af aftenens helt store film er danske 'Dronningen' med hele 13 nomineringer.

Filmen handler om en mor, der indleder en affære med sin stedsøn.

Og moren er ingen ringere end Trine Dyrholm, der søndag aften troppede op i en blå kjole til Robertprisen 2020.

»Hele holdet er nomineret, og det er det, jeg er allermest glad for i dag, for det er en film, som virkelig har været en stor indsats på alle fronter,« siger Trine Dyrholm på den røde løber med filmens instruktør, May el-Toukhy, ved sin side.

»Derfor er jeg glad for, at vi kan fejre det år, vi har gået igennem, uanset om der kommer statuetter på vores bord eller ej. Det er en dejlig måde at afslutte vores filmrejse på.«

»Jeg forventer ingenting, men bliver utroligt glad, hvis jeg vinder,« siger Trine Dyrholm og fortsætter:

»Det har været et vildt år, det sidste år. Med rejser, premierer, festivaler og meget presse også i udlandet.«

Skuespiller Trine Dyrholm på den røde løber til dette års uddeling af Robert Prisen i Tivoli Hotel & Congress Center i København.
Skuespiller Trine Dyrholm på den røde løber til dette års uddeling af Robert Prisen i Tivoli Hotel & Congress Center i København. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

'Dronningen' har vundet flere danske og internationale priser, herunder publikumsprisen under den anerkendte amerikanske festival Sundance. Men filmen gik glip af en Oscar.

»Det er jeg ikke super ked af, nej. Fordi det er et meget hårdt felt i år, og nej, det var jeg ikke. Det kunne have været sjovt, selvfølgeligt. Men nej, det er jeg ikke skuffet over, det er jeg faktisk ikke,« cementerer hun, hvorefter hun afslører det vigtigste her i livet.

»Min mand og mit barn. Det tager ikke lang tid at svare på. Det er min støtte i livet, at jeg har de to, som jeg prøver at passe godt på, og de passer i hvert fald på mig.«

Trine Dyrholm er allerede i gang med en ny film. Den er dansk. Og den er ikke instrueret af May el-Toukhy. Mere vil hun ikke afsløre.