Radio- og tv-vært Torben Steno har ikke set sin 21-årige datter Amalie, siden hun var syv år gammel.

Hun forsvandt ud af hans liv, efter hans ekskæreste, der er psykolog og mor til Amalie, anmeldte ham for at have misbrugt datteren – en anklage, Torben Steno siden er blevet frifundet for, men som alligevel fik den konsekvens, at han i dag stadig ikke har kontakt til Amalie.

Det fortæller den 61-årige radiovært i det seneste afsnit af Hassan Preislers podcast 'Det næste kapitel'.

»Jeg elsker et menneske, jeg ikke ved, hvem er. Jeg aner ikke, hvordan hun er,« lyder det knusende fra Torben Steno.

Torben Steno til Folkemøde på Bornholm i 2015.
Torben Steno til Folkemøde på Bornholm i 2015. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Han og Amalies mor gik fra hinanden kort efter, Amalie blev født. Han fandt i stedet sammen med sin nuværende kone Helle, der havde to sønner i forvejen – den yngste to år ældre end Amalie.

Men efter Torben Steno, Helle, Amalie og Helles yngste søn havde besøgt deres nyindkøbte hus i Sverige, begyndte en årelang kamp om retten til at se sin datter for radioværten.

»Da jeg så afleverede hende efter den weekend, så kunne – og det er selvfølgelig min udlægning af det – men så kunne min datters mor mærke, at det, der var ved at ske, det var, at Amalie kunne faktisk godt lide at være hos os, og hun kom også godt ud af det med min kone, og vi begyndte at ligne en familie. Og så blev seksuelt overgreb-kortet trukket, og så har jeg ikke set hende siden,« forklarer Torben Steno i podcasten.

Sagen kørte frem og tilbage hos de sociale myndigheder, imens Torben Steno følte sig magtesløs og dømt på forhånd. Han følte sig først hørt, da sagen landede på politistationen på Amager.

Hassan Preisler er vært på podcasten 'Det næste kapitel', hvor Torben Steno er denne uges gæst.
Hassan Preisler er vært på podcasten 'Det næste kapitel', hvor Torben Steno er denne uges gæst. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

»Det eneste tidspunkt, hvor der var nogen, der begyndte at se sagen fra min side, det var, da den endte hos politiet, og jeg skulle til afhøring hos politiet. Og så blev jeg afhørt om ting, jeg slet, slet ikke vil sige, som jeg så blev præsenteret for, og da afhøringen var slut, der lå jeg og brækkede mig,« forklarer han.

Efter afhøringen frafaldt sigtelsen mod Torben Steno. Siden kom også rapporten fra den børnesagkyndiges undersøgelse.

»Den konkluderer, at det er moren, der er den primære årsag til konflikten, hvorefter konklusionen er, at nu har denne her undersøgelse – og det, at jeg ikke har haft noget samvær med min datter – varet så mange år, at nu kan man ikke anbefale, at jeg får samvær med min datter, fordi hun er så entydigt afhængig af moren,« genfortæller Torben Steno.

Han har siden ad flere omgange forsøgt at skrive til sin datter for at genoprette kontakten, men uden held.