Backstage inden sine koncerter kunne Tony Bennett gå mystificeret rundt uden knap at ane, hvem han selv var. Men det sekund, han blev kaldt ud på scenen, blev den 94-årige crooner lige så klar i hovedet, som han altid havde været.

På den måde har Tony Bennett i fem år kunnet holde sin Alzheimers hemmelig.

Men nu står han frem i magasinet AARP sammen med sin hustru Susan Crow og fortæller om diagnosen, som han fik i 2016 efter at have haft symptomer i et års tid.

Ifølge 54-årige Susan Crow kan Tony Bennett fortsat kende alle sine familiemedlemmer.

Tony Bennett i Tivolis koncertsal onsdag i 2011.
Tony Bennett i Tivolis koncertsal onsdag i 2011. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

Til gengæld bliver han ofte forvirret over, hvor han selv er, og hvad der sker omkring ham, ligesom han kan sidde med en gaffel eller et sæt nøgler og undre sig over, hvad han har i sine hænder.

Det kan derfor virke mystisk, at han lige indtil sin seneste optræden i marts sidste år har kunnet opretholde facaden på scenen. Men ifølge konen er det netop hans mangeårige arbejde som musiker, der har holdt hans hjerne i gang.

»Sang betyder alt for ham. Alt. Det har reddet hans liv mange gange,« siger Susan Crow.

Men siden coronapandemien har aflyst hans koncerter, er det kun gået en vej. Desværre den gale.

Tony Bennett med sin hustru, Susan Crow, og datter, Antonia Bennett, i 2008.
Tony Bennett med sin hustru, Susan Crow, og datter, Antonia Bennett, i 2008. Foto: Valerie MACON
Vis mere

Heldigvis, for Tony Bennett i hvert fald, ved han ikke selv, hvad Alzheimers er, fortæller Susan Crow, der sammen med en assistent døgnet rundt passer på sangeren, der både er glad og frisk, hans høje alder taget i betragtning.

Hans faste pianist kommer forbi to gange om ugen, for at holde hans hjerne i gang med det 90 minutter lange sæt, som han ikke længere kan optræde med under nedlukningen.

Desuden har Tony Bennett været i studiet og udkommer snart med et nyt album.

I 2014 udgav han pladen Duets II bestående udelukkende af duetter med tidens store navne som Mariah Carey, Amy Winehouse, John Mayer og Lady Gaga.

Tony Bennett og Lady Gaga fortsatte samarbejdet på den fælles jazzplade 'Cheek to Cheek', som blev en stor succes i 2014.

Og mellem 2018 og 2020 har makkerparret været i studiet igen for at indspille opfølgeren, som vil blive udgivet i foråret.

Lady Gaga har hele tiden kendt til Tony Bennetts sygdom, som også har været tydelig under indspilningerne, skriver AARP.