Den tidligere politiker og 'Løvens hule'-investor har mistet sin mor.

Det deler han i et opslag på Instagram.

Her skriver Tommy Ahlers, at han naturligvis er påvirket af den triste hændelse.

»Min mor døde i forgårs. Pludselig er hun her ikke mere, og det er hårdt og tomt. Jeg kan ikke dele små glæder over ting i mit eller børnenes liv med hende. Ikke mere høre hende fortælle om, hvad der er sket i Agerskov, hvem hun har talt med, eller hvad hende og far har lavet,« lyder det indledningsvist.

Han fortæller dog, at moderen har levet et dejligt liv.

»Men det er OK. Hun havde et godt og langt liv. Hun blev 81 år, og fik 60 år med kærlighed til og fra min far, 5 børn, 10 børnebørn, 2 oldebørn, der alle har det godt med os selv, hinanden og i verden.«

Tommy Ahlers mor blev 81 år, og ifølge sønnen, var hun en helt speciel kvinde.

»Min mor var speciel. Livsklog på en underspillet måde. Glimt i øjet, men altid høflig. Elskede at grine og lave sjove/skøre ting. Udstrålede altid taknemmelighed. Brokkede sig aldrig. Stolt og ydmyg. Flittig. Men vigtigst af alt var hun kærlig og varm. Og hun var min og vores mor. Tak for alt, Mor. Jeg savner dig,« lyder det.