29-årige Jonathan Berkery er søn af den stenrige walisiske crooner, Tom Jones, men bor på gaden. Hans far vil nemlig ikke kendes ved ham.
Tom Jones er god for 1,6 milliarder kroner og kunne nok godt undvære et par håndøre, uden at det ville gøre synderligt ondt på bankbogen. Alligevel lever hans 29-årige søn af at tigge og optræde på gaden og tilbringer nætterne på et hjemløseherberg i New Jersey, USA.

Skal man tro Jonathan Berkery selv, er han dog slet ikke interesseret i sin fars penge.
»Det var hårdt at vokse op uden en far. Alt, jeg nogensinde har ønsket, er hans kærlighed,« siger den 29-årige gademusikant i et interview med Daily Mail.
Ønsket om kontakt er dog langt fra gengældt fra hans verdensberømte far. Jonathan Berkerys mange forsøg på kontakt har nemlig alle været forgæves.
»Der var ikke så meget som et kort på min fødselsdag eller til jul. Ikke engang et telefonopkald. Jeg voksede op med at se billeder af min far over det hele, men han har aldrig besvaret mine e-mails eller opkald. Han vil ikke have noget med mig at gøre,« siger han.
Hemmeligt kærlighedsbarn
Jonathan Berkery er resultatet af en kort flirt, som Tom Jones havde med den 24-årige supermodel, Katherine Berkery, i New York i oktober 1987.
I over 20 år nægtede den walisiske crooner, at han var far til barnet, men det udsagn blev modbevist i 1989, hvor en faderskabstest slog fast, at Jonathan Berkerys er hans biologiske søn.
Efterfølgende indvilligede Tom Jones i at betale 15.000 kroner i måneden i børnebidrag, indtil Jonathan Berkerys fyldte 18 år.

Den månedlige pengeoverførsel er den eneste kontakt de to nogensinde har haft, og Tom Jones har da heller ikke meget til overs for hverken sin søn eller tidligere elskerinde Katherine Berkery.
»Det var ikke noget, jeg planlagde. Hvis jeg havde gjort det, havde jeg gjort mere end blot økonomisk. Men det var det ikke. Jeg faldt bare for det. Jeg faldt for forførelsen,« sagde Tom Jones første og eneste gang, han talte ud om sin søn i 2008.
