1 million dollar – svarende til godt og vel 6,2 millioner danske kroner.

Det er, hvad Chet Hanks, søn af Hollywood-stjernen Tom Hanks, er blevet sagsøgt for af sin ekskæreste, Kiana Parker.

Det skriver Page Six, som har fået søgsmålet bekræftet af sidstnævntes advokat.

Ifølge det amerikanske medie er kendissønnen sagsøgt for at have været voldelig gennem deres knap to år lange forhold.

Søgsmålet kommer blot to uger efter, at TMZ offentliggjorde en video af det voldsomme brud mellem 30-årige Chet Hanks og Kiana Parker i januar.

I videoen kan man blandt andet se Kiana Parker slå ud efter Chet Hanks med en gryde, således at han får en flænge og begynder at bløde fra hovedet.

I videoen kan man også høre ham anklage Kiana Parker for at have truet ham med en kniv og for at have stjålet hans penge.

Se videoen herunder (artiklen fortsætter under videoen):

Videoen viser noget nær det stik modsatte af, hvad Kiana Parker nu anklager Chet Hanks for i sit søgsmål.

Her påstår Kiana Parker nemlig, at det var Chet Hanks, der truede hende med en kniv, hvorefter hun forsvarede sig med gryden.

I søgsmålet bliver der også beskrevet en episode fra oktober 2020, hvor Chet Hanks skal være gået amok på Kiana Parker, fordi hun ville forlade deres hotelværelse i New Orleans.

Her skal Chet Hanks angiveligt have taget hårdt fat i Kiana Parker i forsøget på at tvinge hende til at blive på værelset.

'Chet Hanks nægtede at give slip, og da Kiana Parker forsøgte at komme fri, skubbede han hende så hårdt, at hun faldt ned over et bord,' står der i søgsmålet.

Tom Hanks og hans hustru, Rita Wilson, som er mor til Chet.
Tom Hanks og hans hustru, Rita Wilson, som er mor til Chet. Foto: Monica Almeida
Vis mere

Da Kiana Parker kom på fødderne igen, skal Chet Hanks angivelig have 'kaldt hende navne' og smadret hendes telefon.

En anden episode, der er nævnt i søgsmålet, fandt sted måneden efter, hvor Chet Hanks angiveligt skal have truet Kiana Parker med at 'skyde hjernen ud på hende i et mord/selvmord'.

Chet Hanks og Kiana Parker begyndte at danne par i marts 2019.

Deres forhold har været yderst dramatisk og on/off, indtil de for alvor gik fra hinanden i januar.

Som modsvar på søgsmålet har Chet Hanks sagsøgt Kiana Parker tilbage.

Kendissønnen anklager ekskæresten for vold og for at have stjålet hans penge.

Page Six har forsøgt at få en kommentar fra Chet Hanks, men han er ikke vendt tilbage på mediets henvendelser.

Hans advokat siger dog på hans vegne, at anklagerne er 'falske og opfundne', og at de betragter dem som et forsøg på afpresning.