Den næste måned skal skibet MS Fridtjof Nansen huse Tom Cruise og resten af holdet bag den kommende 'Mission impossible'-film, mens de optager i Norge.

Eller det var i hvert fald planen. Fællesforbundet og Sømandsforbundet har nemlig politianmeldt Hurtigruten, som ejer skibet.

Sagen er nemlig den, at en stor del af skibets besætning er fra Filippinerne og ikke har arbejdstilladelse i Norge.

Men det bør de have, så længe skibet ligger til kaj i Hellesylt og fungerer som hotel for produktionsholdet, mener de to forbund.

»Det er jo ikke godt, at man bruger et skib, der normalt indgår i international skibsfart, som hotel, lukker øjnene og håber, at ingen finder ud af, at de ansatte ikke er i nærheden af at have de løn- og arbejdsforhold, som loven kræver,« udtager Fællesforbundets formand, Jørn Eggum, til VG.

MS Fridtjof Nansen sejler under internationalt flag og er dermed underlagt de internationale regler på området.

Det betyder ifølge Sømandsforbundet, at det filippinske mandskab ombord tjener ned mod 29 norske kroner om dagen.

Et problem, hvis man spørger leder hos forbundet, Johnny Hansen. Sagen er nemlig, at Hurtigruten har afskediget omkring 300 til 400 norske sømænd.

Stod det til Sømandsforbundet, burde de have haft jobbet.

»Staten betaler dem understøttelse, mens Hurtigruten flyver en filippinsk besætning ind. Det er så langt fra at bidrage til det norske samfund, som det er muligt,« lyder det fra Johnny Hansen.

Hos politiet bekræfter man, at man er bekendt med sagen. Man udelukker derfor heller ikke, at man vil gennemføre en kontrol på skibet.

Ifølge mediet Norway Today har Tom Cruise lejet i alt to krydstogtskibe, der i forbindelse med filmoptagelserne skal danne rammerne for produktionsholdet og samtlige skuespillere for at sikre dem på bedst mulig vis mod coronavirus.

Sky News beretter, at Tom Cruise, der både er producer på og hovedrolleindehaver i filmen, ene og alene har betalt for at leje de to skibe.

Angiveligt har han smidt 500.000 pund – svarende til mere end fire millioner kroner – for krydstogtskibene, som skal bruges fra august til slutningen af september.

Mediet skriver videre, at skibene fungerer som hoteller for de i alt 400 personer, som skulle være indlogeret på de to skibe.

Den nye 'Mission Impossible', der bliver den syvende i filmserien, får premiere næste år. Filmen har optaget scener flere steder i Europa, herunder Åndalsnes i Norge og Venedig i Italien.