Alle havde regnet med en lang og beskidt skilsmisse imellem megastjerne Tom Cruise og hans tredie kone Katie Holmes. Men for få timer siden tog kendis-parret både presse og fans på sengen: Skilsmisseaftalen er ikke alene indgået men også underskrevet. Og der er ikke plads til Scientology.

Da Katie Holmes til alles (inklusive eksmandens) overraskelse i slutningen af juni søgte om skilsmisse efter fem års ægteskab med 'Mission Impossible'-stjernen Tom Cruise, var samtlige medier og venner enige om én ting: Skilsmissen bliver langtrukket, grim og dyr.

Men nu er det hele slut.

Takket være deres flittige og dyre advokater har Katie og Tom mandag således indgået og underskrevet en skilsmisseaftale.

Hvor meget, Tom Cruise kommer til at betale i børnebidrag, vides ikke.

Men den alternative kirke Scientology, som Cruise er ivrigt medlem af, kommer til at spille en minimal rolle.

Således får Katie ifølge både Radar.online og gossip-hjemmesiden TMZ fuld forældremyndighed. Og når deres fælles datter Suri (6) skal besøge sin far i Los Angeles, vil hun være mandsopdækket af både livvagter og nannyer.

Tom Cruise må ifølge de første rygter om aftalens indhold ikke inddrage Suri i kirkelige arrangementer som kurser eller anden undervisning. Og Suri skal gå i ganske almindelig skole.

I flere dage har enkelte showbiz-eksperter forudset netop dette træk.

Hvis skilsmissen blev lang, grim og ikke mindst åben for offentligheden, ville Katie Holmes advokater nemlig få lejlighed til at udstille hele Scientology-troen i et lys, som hverken Cruise eller resten af kirkeledelsen ville have interesse i.

LÆS OGSÅ:


Og alt tyder således på, at det, mange har kaldt Katie Holmes 'bagholdsangreb', har fungeret efter hensigten.

Hvis skuespillerinden således havde advaret Tom Cruise og dennes advokater før skilsmisseansøgningen, kunne de havde forberedt en forsvarsstrategi. 

Men nu blev de taget på sengen. Og skilsmissen bliver tilsyneladende på Katie Holmes betingelser.