»Jeg føler, jeg har været på kokain i et år – uden at have været på kokain i et år,« siger Tobias Rahim, der torsdag måtte melde afbud til P3 Guld med ultrakort varsel.

På vej hjem fra prøverne forud for showet var han blevet ramt af et angsttilfælde, fortalte han via sin producer Arto Eriksen, som til P3 Guld måtte modtage den anerkendte P3-Prisen på hans vegne.

»Jeg har kæmpet med verden. Og nok mest af alt mig selv. Der har været meget storm i det emotionelle hav på det sidste. Jeg har været søsyg og kastet sjæl op. Opkast der også er blevet til musik,« lød det fra hitmageren, som desværre kunne fortælle, at han ikke var klar til at møde op torsdag aften.

»Jeg havde glædet mig meget til at spille ‘Når Mænd Græder’ i aften. Jeg har også haft lidt angst i kroppen over det. Netop den sang kommer fra et sted, der gør ondt. Nok mere end de fleste forstår.«

Samme aften udkom DR med en særudgave af podcasten 'Musikchefen', hvor Tobias Rahim fortæller om 'at tage et opgør med frygten, om at blive ramt af paranoia og angst – og samtidig føle sig badet i kærlighed.'

Musikeren fik sidste år sit folkelige gennembrud i TV 2-programmet 'Stormester', og blev lynhurtigt så populær, at både Roskilde Festival og Smukfest samme sommer måtte afspærre områder på festivalpladsen, fordi hitmageren tiltrak sig et alt for stort publikum.

Men ikke kun koncertarrangørerne måtte på overarbejde grundet Tobias Rahims eksplosive succes. Det måtte hovedpersonen også,  fortæller han i 'Musikchefen'.

Han har det okay, siger han. Men det seneste år har været voldsomt. Og er det faktisk stadigvæk.

»Hvis man har haft en weekend eller en ferie, hvor der er sket rigtig mange ting på kort tid, og man ikke har fået sovet så meget, så er det svært at skelne dagene fra hinanden. Der går noget tid, før man kan,« siger han.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra Tobias Rahim.