Tobias Dybvad, bedst kendt for tv-programmet 'Dybvaaaaad', kan snart skrive en ny titel på sit CV.

Den 39-årige komiker debuterer nemlig 5. oktober som intet andet end børnebogsforfatter, når hans kommende bog 'Drillepind' udkommer.

Bogen har han skrevet sammen med sin kæreste, sygeplejersken Marie Stegger Schmidt, som i mange år har drømt om at skrive en børnebøg.

I en pressemeddelelse fortæller parret, at de sprang ud i projektet under deres barsel i forbindelse med fødslen af deres søn, Charley.

Tobias Dybvad og hans kæreste, Marie Stegger Schmidt. Foto: Seth Nicolas
Tobias Dybvad og hans kæreste, Marie Stegger Schmidt. Foto: Seth Nicolas Seth Nicolas

Fra den ene dag til den anden sagde Marie Stegger Schmidt sit job op, hvorefter parret stiftede firmaet 'Charleys Mor' og gik i gang med at skrive bogen.

»Vi vil have børn, forældre og lærere til at grine sammen og skabe hyggelige fælles læsestunder,« forklarer Tobias om et af formålene med bogen og bliver suppleret af sin kæreste:

»Vores største ambition med projektet er at skabe lyst og iver hos børnene og gøre det legende at lære. Indholdet skal ikke være noget, man repeterer, fordi det skal bruges i en landsdækkende test. Børnene skal synes, det er sjovt, så de får lyst til at brygge videre på alle idéerne. Og så vil vi gerne slå et slag for at eliminere kassetænkningen.«

Tobias Dybvad og Marie Stegger Schmidt er ikke nervøse for, om 'Drillepind' kan følge med i konkurrencen mod iPad'en, fortæller de i pressemeddelelsen.

Sådan ser bogen ud. Foto: Seth Nicolas
Sådan ser bogen ud. Foto: Seth Nicolas

»Vi elsker vores mobiler, og vores søn skal helt sikkert have en iPad på et tidspunkt, men bøger kan noget magisk, som skærmen ikke kan,« siger de og fortsætter:

»Vi ved fra den læsevejleder, vi har rådført os med i skriveprocessen, at den øgede skærmtid gør, at mange børn har sværere ved at forstå sproglige abstraktioner, fordi stadigt flere underholder sig med mobil og iPad i stedet for at læse, lege med rim og remser og blive læst højt for. Vi håber, at både bogen og kortspillet kan være udgangspunktet for at samle børn og voksne om en lærerig og sjov oplevelse.«

Bogen udkommer 5. oktober.