»Nu, når det kommer til Oscar-natten...«

For første gang har den amerikanske skuespiller Jada Pinkett Smith i et tv-program sat ord på hændelsen fra prisuddelingen, som først skabte forvirring og siden chok og rystelser.

For midt under showet valgte hendes mand, skuespilleren Will Smith, at gå op på scenen og give komikeren Chris Rock en lussing.

Årsagen til det var, at komikeren kort forinden var kommet med en joke om Jada Pinkett Smith:

Her ses et billede fra hændelsen, hvor Will Smith gav Chris Rock en lussing.
Her ses et billede fra hændelsen, hvor Will Smith gav Chris Rock en lussing. Foto: ROBYN BECK
Vis mere

»Jada, jeg elsker dig. Kan ikke vente med at se 'G.I. Jane 2',« sagde han med henvisning til skuespillerens skaldethed – der skyldes hudsygdommen alopecia, som også kaldes pletskaldethed – og hovedrollen i 'G.I. Jane', der lod sig kronrage.

Den bemærkning fik Will Smith til at gå på scenen og svinge sin hånd mod komikerens ansigt.

Da han igen sad på sin plads, råbte han op til Chris Rock på scenen:

»Hold min kones navn ude af din fucking mund,« lød det flere gange fra Will Smith.

ARKIVFOTO af Will Smith og Jada Pinkett Smith.
ARKIVFOTO af Will Smith og Jada Pinkett Smith. Foto: MIKE BLAKE
Vis mere

Bortset fra en kort, skriftlig udtalelse har Jada Pinkett Smith forholdt sig tavs om sagen, men nu har hun sat nogle ord på. Det skriver The Guardian og CNN.

Ordene faldt i hendes eget Facebook Watch-show, 'Red Table Talk', hvor det seneste afsnit netop handlede om alopecia.

»Nu, når det handler om Oscar-natten, er mit dybeste håb, at disse to intelligente, dygtige mænd har en mulighed for at hele, tale ud om det og forsone sig,« siger hun i programmet, før hun fortsætter:

»Verdens tilstand i dag gør, at vi har brug for dem begge, og vi har faktisk alle brug for hinanden mere end nogensinde.«

Hun tilføjer derefter:

»Indtil da fortsætter Will og jeg med at gøre det, vi har gjort i de sidste 28 år, og det er at blive ved med at finde ud af det her, der hedder livet, sammen.«

Samtidig fortalte hun, at en af grundene til, at hun havde valgt at dedikere det seneste afsnit af sit show til sygdommen, er, at mange andre, der lider af den, har rakt ud til hende efter Oscar-uddelingen.

»Jeg bruger dette øjeblik til at give vores alopecia-familie en mulighed for at tale om, hvordan det er at have denne tilstand, og til at informere folk om, hvad alopecia faktisk er,« fortæller hun og forklarer, at det, der gør det sværest for hende, er, at sygdommen 'kommer og går':

»Du gennemgår en svær periode, og du er nødt til at barbere dit hoved,« siger hun.

Hun kommenterede ikke hændelsen under Oscar-showet nærmere.

Nogle dage efter showet udtalte Jada Pinkett Smith sig første gang kort om sagen i en skriftlig kommentar:

'Tiden er inde til heling, og jeg er klar til det,' skrev hun på sin Instagram-profil.

Will Smith har også givet Chris Rock en undskyldning, og Smith er siden blevet udelukket fra Oscar-show og arrangementer i det amerikanske filmakademi i de næste ti år. Will Smith trak sig selv fra Oscar-akademiet.