Den folkekære skuespiller Bodil Jørgensen som hver aften kl. 19.30 spiller med i Tivoli-revyen Tam Tam i Glassalen kom onsdag alvorligt til skade ved en traktorulykke ved Mandø under optagelserne til en nye Far til Fire-film.

Onsdag aftens forestilling i Tivoli er aflyst, men nu melder Tivolis kommunikationschef, Torben Planck, at de fortsætter med revyen i morgen. Dog uden Bodil Jørgensen.

- Vi spiller i morgen, og så finder vi ud af en løsning på det. En aflysning hænger ikke på træerne. Men vi melder helt ud i aften eller i morgen, siger han til bt.dk.

Torben Planck fortæller, at det er umuligt at finde en erstatning til Bodil Jørgensen, men den erfarne instruktør Joy Maria Frederiksen er i gang med at finde en løsning. Han er dog mere bekymret på Bodil Jørgensens vegne.

- Hun er sygemeldt det næste stykke tid, og lige nu handler det om, at hun får den bedst mulige behandling, siger han.

Seneste meldinger fra Nordisk Film lyder på, at Bodil Jørgensens tilstand efter ulykken stadig er alvorlig, og hun er overflyttet til Odense Universitetshospital.