Den danske musiker Hugo Helmig skal sammen med Citybois lukke og slukke denne sæsons Fredagsrock-program  i Tivoli 20. september.

Hugo Helmig har på det seneste været ude i sin korte karrieres største stormvejr, efter han tilbragte natten i detentionen hos Østjyllands Politi på grund af en kokainrus i starten af marts.

Den unge musiker har indrømmet, at han har haft et misbrug, som han har søgt behandling for, men han havde altså et tilbagefald i starten af måneden, hvilket resulterede i en større mediestorm.

Den efterfølgende fredag optrådte han i TV 2-programmet X Factor, hvilket var en upopulær beslutning.

Her kan du se hele Tivolis fredagsrockprogram.
Her kan du se hele Tivolis fredagsrockprogram.
Vis mere

Har I haft nogle betænkeligheder ved at booke Hugo Helmig til Fredagsrock?

»Bookingen af Hugo Helmig var i støbeskeen før, og overordnet har det ikke ændret noget for mig. For det første arbejder han med den udfordring, han har. Og for det andet skiller vi artisten og musikken ad her,« siger programchef Thor Feilberg til B.T. og fortsætter:

»Man kan sige de fleste mennesker har udfordringer i en eller anden form i livet. Han arbejder hvert fald med det og snakker om det, og det er positivt for ham.«

Fredagsrock bliver skudt i gang 12. april, hvor The Minds of 99 spiller Tivolis Plæne op. Herudover spiller internationale navne som Tom Jones, Lauren Hill og Jason Derulo. Af etablerede danske navn optræder Medina, Christoffer, Suspekt, Gnags, Tina Dickow m.fl.