Gumball-millionærerne blev forsinket i Tyskland, og derfor lukkede målpladsen Tivoli langt før de fleste biler kom i mål.

Mørket faldt over Tivoli, før de første Gumball-biler begyndte at rulle ind. De skulle have været der allerede klokken 19.00, men klokken 22.30 ventede publikum stadig spændt på synet af million-øserne.

Gumballræset er for rigmænd og kendte ansigter, med en hang til fart og dyre biler. Søndag aften skulle de slutte dagens ræs i Københavns Tivoli.

Har du taget billeder af Gumball-bilerne på vej gennem Danmark? Send dit billede til 1929@bt.dk

En mur af mennesker stod ude foran Tivoli på Vesterbrogade, og menneskekøen fortsatte ind igennem indgangen og hele vejen ind til hjertet af parken. De stod langs indkørselsvejen og ventede ivrigt.

- Hasselfoff, Hasselhoff, råbte en flok drenge i mundene på hinanden i ren spænding, da den første bil kørte ind ad Tivolis hovedindgang. De blev skuffet. Det var ikke baywatchstjernen David Hasselhoff, som ellers er deltager i løbet. Bilen tilhørte en rigmand, som ingen kendte hverken navnet eller ansigtet på.

Langsomt rullede Ferrarien ned langs den smalle vej. Den blev oplyst af Tivolis mangefarvede lyspærer, der hang over vejen. Tivolivagter gik foran den og skubbede overivrige fotografer og halvfulde mænd til side.

- Ind til siden. Længere ind til siden, råbte en af vagterne, da bilen stoppedes, af et par publikummer der kom for tæt.

Motoren spandt, og føreren trådte konstant speederen i bund. Maskinen brølede. Den slog gnister. Varmen fra udstødningen føltes som varmen fra en grill, og den fjernede i et øjeblik aftenkulden i Tivoli.

- Tivoli holder i dag åbent til klokken 24.00 på grund af bilernes forsinkelse, stod der på en lystavle. Klokken sneg sig over tolv, og kun 15-20 biler ud af de i alt 120 deltagere var ankommet.

Ingen David Hasselhoff til de skuffede fans.

Tivolivagterne begyndte at fortælle folk, at de skulle forlade parken. Tivoli lukkede. De mange hundrede mennesker, der havde ventet spændt siden klokken 19.00, måtte gå hjem uden at have set hele spektaklet.

Uden at have set kendte som Tony Hawk, David Hasselhoff og Xzibit.

Imens festede de rige bil-entusiaster hele natten igennem i Tivolis bar. Her var kun de rige og berømte inviterede.

Løbet startede lørdag i London. Ruten for rigmandsløbet, som det i folkemunde er blevet døbt, går gennem Amsterdam, København, Stockholm, Quebec og Toronto, inden det slutter i New York.

Har du taget billeder af Gumball-bilerne på vej gennem Danmark? Send dit billede til 1929@bt.dk