De mange hundrede danskere, der har tændt lys og bedt for Tine Bryld, kan nu ånde lettet op.

- Det er overvejende sandsynligt, at Tine overlever med intellektet i behold, fortæller hendes søn Esben Bryld til B.T.

Den højt respekterede rådgiver, der i en menneskealder har kæmpet for at give de svageste en stemme, blev ramt af en alvorlig hjerneblødning i sit hjem på Frederiksberg for lidt under fire uger siden.

Heldigvis havde Tine Bryld besøg, da ulykken ramte, og hendes gæst fik hurtigt tilkaldt ambulance og lægehjælp.

Tine Bryld var blevet ramt af en alvorlig hjerneblødning og lå i kunstig koma de første to uger på Rigshospitalet, men nu er lægerne overbeviste om, at Tine Bryld overlever – sandsynligvis uden alvorlig hjerneskade.

Usikkerhed om mén

Tines søn Esben Bryld fortæller dog, at der stadig er usikkerhed om, hvilke fysiske mén den 70-årige socialrådgiver vil få at slås med efter den genoptræning, hun nu skal i gang med.

Den populære rådgiver er nu i stand til at sende en hilsen den anden vej til de mange støtter, der på B.T.s Facebook-side har bedt og tændt lys for kvinden med den store favn og de skarpe råd.

- Tine er meget glad for alle de søde tilkendegivelser fra B.T.s læsere, siger Esben Bryld, der opfordrer Tines mange støtter i hele landet til at lade lysene brænde i julen.

- Vi beder til, at folk stadig vil lade deres helende tanker strømme Tines vej, siger Esben Bryld på familiens vegne.

kse@bt.dk