Kampen tilbage til livet er længere og langt hårdere end ventet for den populære radiovært Tine Bryld, som i slutningen af november blev ramt af en hjerneblødning.
- Tines tilstand er stadig meget alvorlig, siger hendes søn Esben Bryld til bt.dk.- Hun arbejder stadig på genoptræning, lyder meldingen videre fra Esben, som er den ældste af Tine Brylds tre børn.
Hjerneblødningen kom som lyn fra en klar himmel i midten af november, hvor 71-årige Tine Bryld befandt sig i hjemmet på indre Frederiksberg. Til hendes store held var veninder på besøg og kunne straks tilkalde en ambulance. Ved ankomsten til Rigshospitalet blev hendes tilstand vurderet som så kritisk, at den populære rådgiver blev lagt i kunstig koma, som varede i knap to uger.
- Det er overvejende sandsynligt, at Tine overlever med intellektet i behold, som Esben Bryld glad kunne fortælle i midten af december. Efterfølgende har Tine Bryld ifølge bt.dk's oplysninger været indlagt på neurocentret i Hammel og sidenhen på genoptræningscenter i hovedstaden, hvor hun fortsat er indlagt. - Det kunne lyde, som om hun har fået en ganske seriøs skade og at der er svære følger, siger Frank Humle, direktør og neuropsykolog i Center for hjerneskade, som i denne sammenhæng udtaler sig generelt, da han ikke har været involveret i Tines Brylds sygdomsforløb. - Det er dog meget svært at spå om fremtiden, når man skal vurdere skader. Selv efter fire måneder er der mulighed for, at der kan ske væsentlige ændringer til det bedre. Også selvom der er alvorlige og massive følger på det tidspunkt, er der stadig plads til forandring. Hvis tilstanden er svinget til det værre, er det fordi, der er kommet nye ting til, siger Frank Humle, ifølge hvem det på dette stadium i Tine Brylds forløb er vigtigt at forfølge de fremskridt, der er.