Enhver skilsmisse er en sorg for børnene - uanset hvor gamle de er.
Det kan springrytteren Tina Lund skrive under på.
For syv år siden gik hendes forældre hver til sit, fordi hendes far var faldet for en anden kvinde.
Men Flemming Lunds forhold til den 32 år yngre kæreste holdt ikke, og for tre år side fandt han igen sammen med eks-konen.

May-Britt og Flemming Lund bor nu sammen med Tina Lund, Allan Nielsen og deres to børn på tre og fem år i Dubai.
Og det glæder Tina Lund og ikke mindst hendes to små børn:
»Det er så dejligt at have mine forældre tæt på - især for børnenes skyld. De har været igennem lidt af hvert,« siger hun til Realityportalen med henvisning til det stormomsuste ægteskab.
For nogle uger siden rejste hele familien sammen hjem til Danmark, fordi Dubai er helt lukket ned på grund af coronavirussen.
De bor nu i Tina Lunds og Allan Nielsens sommerhus i Vejby i Nordsjælland.
Tina Lund siger til Reality Portalen, at hun ikke tjener penge lige nu, fordi ridesporten er lukket ned.
For nylig kom reality-kendissen i modvind på grund af en konkurrence på Instagram.
Her var flere utilfredse med, at hun lod sin steddatter vinde en halskæde, hun havde fået doneret af en sponsor.


