Tina Lund synes bestemt ikke, det er synd for Amalie.

I det senest viste afsnit af 'Forsidefruer' kommer alle følelser på bordet, da status på Amalie og Jannis konflikt endnu en gang skal vendes under en middag i Restaurant Silo i Nordhavn.

Det fører til en grædende Amalie, der fortæller, at hun føler sig mobbet, og dét gør Tina vred.

»Hvis man kaster vand på nogle uden at få vand på sig selv første gang, men alligevel gør det igen og igen og igen, så må man altså også kunne tage det, når man så selv får en lille smule vand på sig uden at sætte sig over og græde i et hjørne, og det sagde jeg også til Amalie i programmet,« siger hun til Realityportalen.

Amalie gjorde grin med fruerne

Konflikten mellem Janni og Amalie har hængt som en skygge over denne sæson 'Forsidefruer'.

Både aktivitetsdagen med ridning, som var arrangeret af Tina, samt turen til Paris, som Gunnvør stod i spidsen for, havde blandt andet til formål at føre Amalie og Janni sammen igen og gør Amalie til en del af gruppen.

»Jeg tror, jeg blev enormt skuffet, fordi vi som gruppe havde gjort så meget for Amalie, som man ikke ser på tv. Jeg blev ked af, at hun ikke lægger mærke til, hvor meget vi prøver på at gøre og virkelig at få hende med ind i gruppen igen,« siger Tina Lund.

Både Janni, Gunnvør, Jackie, den tidligere 'Forsidefrue' Sarah Louise samt hende selv har taget lidt afstand fra Amalie, da de ikke synes, det er i orden, at hun har sagt dårlige ting om dem bag deres ryg og gjort grin med dem.

Derfor mener Tina, at Amalie med fordel kunne se lidt indad.

»Men det handlede mest om, at jeg blev ked af, at vi i gruppen havde gjort rigtig meget for hende, og så blev hun alligevel ved med at brokke sig i stedet for at være taknemmelig over, at vi rakte hånden ud til hende.«

I dag har Tina det helt fint med Amalie og nyder at arbejde sammen med hende og de andre fruer.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk