Joe Exotic, der nærmest fra den ene dag til den anden blev verdensberømt i dokumentarserien 'Tiger King', vil ud af fængslet.

Den 57-årige tv-personlighed har lanceret en kampagne målrettet Donald Trump, da han ønsker, at den amerikanske præsident skal benåde ham.

I et 257-sider langt skriv til præsidenten påstår Joe Exotic, at han skal benådes, fordi han blandt andet har været udsat for et seksuelt overgreb i fængslet. Det skriver TMZ, som har fået indblik i dokumentet.

»Jeg er blevet overfaldet seksuelt af fængselspersonalet, jeg er blevet tæsket og jeg er blevet bundet til en stol i så lang tid, at huden begyndte at falde af mine arme,« skriver Joe Exotic til Trump.

»Vær sød at være min helt. Min hænder er skadede fra misbruget i fængslet, så jeg beklager den dårlige skrift og stavning,« fortsætter han.

Joe Exotic skriver videre, at han frygter at dø, inden han bliver løsladt i 2037, fordi hans helbred skranter.

Brevet er sendt til Donald Trump og til præsidentens søn, Donald Trump Jr. Det er derudover sendt til justitsministeriet, skriver TMZ.

Ifølge det amerikanske medie vil Joe Exotics advokater onsdag flyve til Washington, hvor de personligt vil overlevere en håndskreven anmodning om benådning til Det Hvide Hus.

Joe Exotic afsoner en 22 år lang fængselsstraf. En straf, han fik, fordi han forsøgte at hyre en lejemorder til at dræbe hans nemesis Carole Baskin, der også var en af hovedrollerne i Netflix-serien.

Joe Exotic har hele vejen igennem påstået, at han er blevet uskyldigt dømt.