Den skandale-ramte golfstjerne Tiger Woods har nu tilkaldt ekspert-hjælp til at styre mediehåndteringen og få forbedret sit image, når han efter planen gør comeback på golfbanen ved en turnering på Bay Hill-banen i Orlando, Florida, om 14 dage.

Ari Fleischer, som Woods ifølge den amerikanske avis New York Posts hjemmeside har hyret, har tidligere været presse-rådgiver for den tidligere præsident i USA George W. Bush.

- De var i hans (Tiger Woods, red.) dagligstue denne uge for at snakke om en strategi for Bay Hill om to uger, siger en kilde til New York Post.

Det er næppe først og fremmest på grund af hans arbejde for Bush, Tiger Woods har hyret Ari Fleischer. Men Fleischer har tidligere håndteret presse-strategien for det amerikanske baseball-ikon Mark McGwire, der for nylig stod frem og indrømmede han havde brugt anabole steroider gennem det meste af 90'erne.