Danny Tetley blev kendt i 2018, da han deltog i den engelske udgave af 'X Factor', hvor han nåede helt frem til semifinalen.

Men her små to år senere er virkeligheden en helt anden for 39-årige Tetley. Det skriver Mirror.

Fredag blev den tidligere 'X Factor'-deltager fremstillet i Bradford Crown Court for at have krænket drenge på blandt andet 15 og 16 år.

Danny Tetley var anklaget for at have bedt forskellige drenge om at sende krænkende billeder af dem selv for penge. Dommen lød på ni år bag tremmer.

39-årige Tetley har været i politiets varetægt siden december 2019, hvor han erkendte at have krænket minimum fem mindreårige.

Da dommeren fremførte dommen overfor David Tetley understregede han, at Tetley var 'farlig' for andre.

'X Factor'-deltageren blev allerede arresteret af politiet sidste sommer, hvor han sagde, at han var uskyldig.

»Nogen prøver at få mig til at ligne skurken,« var hans præcise ord til pressen efter anholdelsen.

Ian Cottrell fra West Yorks Police sagde efter dommen, at han var glad for, at nogle af ofrene valgte at stå frem og gå til politiet.

Det har nemlig hjulpet politiet med at kunne afsløre Tetleys beskeder, der blandt andet er sendt gennem sociale medier.

39-årige David Tetley har indrømmet, at han aldrig har håndteret berømtheden særlig godt.

Mirror har forsøgt at få en kommentar fra 'X Factor', men det er endnu ikke lykkedes.