Lige siden hun var en lille pige, har nummeret ligget lagret i hendes sjæl. Dét nummer, som altid stak i hendes hjerte ved synet af moderens bløde, varme arme. A-11684.

Men selv om Monica Ritterband hele sit liv har været påvirket af den gru, der lå bag nummeret, var det først i sensommeren, at hun ved selvsyn fik den helt tæt på. Fysisk og psykisk.

»Hele dagen havde jeg følelsen af at være i orkanens øje. Først om aftenen på hotellet, inden jeg skulle sove, ramte det. Der brød jeg sammen og græd og græd.«

Mange husker hendes smil og kompetente fremtoning fra tv-skærmen, hvor hun i slutningen af 1980'erne tonede frem som nyhedsvært på TV-Avisen.

Smilet er intakt i dag, hvor Monica Ritterband er blevet 64 og i årtier har været anerkendt kunstner.

Men minderne om den dag for nylig, hvor hun gik i sin mors fodspor, får det til at falme for en stund. For skridtene hun tog, var i nazisternes berygtede udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau.

»Jeg følte en forpligtelse til at se det med egne øjne. Hele mit liv har jeg været gravet ned i min mors historie og havde forstået omfanget af rædslerne.«

»Men som hendes datter var det vigtigt at se det selv, for at kunne videregive, hvad hun har oplevet af smerte. Især fordi historien ikke må gentage sig.«

Nazisterne havde ekstra travlt med at myrde fangerne op til befrielsen. Her dynger af lig, som blot var smidt i skoven.
Nazisterne havde ekstra travlt med at myrde fangerne op til befrielsen. Her dynger af lig, som blot var smidt i skoven. Foto: AFP
Vis mere

Hendes mor, Olly Ritterband, var blot 20 år gammel, da livet i en lille ungarsk-rumænsk landsby brutalt ændrede sig for hende og hendes jødiske familie tidligt om morgenen den 3. maj 1944.

Den morgen blev hun og hendes to mindre søskende samt forældre hentet af nazisterne og snart læsset på kreaturvogne uden at kende deres skæbne og destination. Da toget gjorde holdt, var det i Auschwitz-Birkenau, nazisternes kz-lejr i det besatte Polen, hvor 1,1 mio. mennesker blev udryddet. Familien blev skilt ad. Det var sidste gang, hun så sin far.

'Jeg er fange i den tyske udryddelseslejr Auschwitz. A-11684 er tatoveret på min arm. Jeg prøver at bevare håbet,' skrev moderen i de dagbogsnotater, som hendes datter i 1995 - 50 år senere - hjalp med at få udgivet, og som du herunder kan læse uddrag af.

Ni måneder tilbragte moderen i Auschwitz. Derefter blev hun sammen med tusindvis af andre ofre sendt på en lang dødsmarch til Bergen-Belsen, kz-lejren hvor Anne Frank døde af tyfus.

Efter tre måneder blev lejren befriet. Men Monica Ritterbands mor var dødssyg af tyfus og måtte vente i lejren, indtil hun var helbredt.

»I ventetiden fandt hun tyskernes skrivemaskiner og papirer og satte sig til at skrive sine notater, mens hun var i Bergen-Belsen. De fås næsten ikke mere aktuelle,« siger Monica Ritterband om dagbogsnotaterne, som moderen derpå holdt skjult frem i 50 år.

‘Jeg vil ikke læse dem igen. Det må du. Jeg har skrevet dem, det må være nok,’ sagde hun til sin datter.

Men dagbøgerne blev udgivet i 1995. Selv om Olly Ritterband ikke umiddelbart havde behov for at genoplive den smerte, hun gennem hele sit liv med skiftende held forsøgte at lægge bånd på.

Monica Ritterband fotograferet med sin mor Olly i forbindelse med udgivelsen af moderens dagbogsnotater fra Auschwitz.
Monica Ritterband fotograferet med sin mor Olly i forbindelse med udgivelsen af moderens dagbogsnotater fra Auschwitz. Foto: VIBEKE TOFT
Vis mere

»Min mor var en livsglad kvinde, hun ville bare livet, og jeg fik virkelig meget kærlighed. Men der var også traumer som gjorde, at det i perioder var svært at være barn af hende,« erkender Monica Ritterband, hvis mor døde i 2011, 89 år gammel.

»Jeg tror, hun havde travlt med at holde sig selv oven vande. Ofrene for gruen kom jo aldrig til psykolog eller blev traumebehandlet. De måtte klare sig selv.«

Monica Ritterband sidder side om side med den bronzebuste, hun har lavet over sin mor, og som du kan høre hende fortælle om i videoen. På forsiden er den smilende mor. På bagsiden et gitter. Med murbrokker fra Auschwitz indsat.

»For det, hun oplevede, kan man ikke flygte fra. Hun kom væk fra Auschwitz, men det var altid i hendes hoved,« forklarer hun om sit værk.

Det var i august måned, at Monica Ritterband vidste, at tiden var kommet til at gå i sin mors fodspor. At hun havde noget, der mindede om styrken til det.

Følelsen, der først ramte hende, var stor sorg. Sorg over, at der fandtes - og findes - så meget ondskab. At mennesket - som nazisterne gjorde - kan vælge at bruge det onde.

Men for hvert skridt trængte også moderens smerte dybere og dybere ind i hende. Glasmontrerne med ofrenes afklippede hår, med deres fodtøj, kufferter, briller. Montre fyldt med dåser med den dødbringende gift zyklon b. Og selve gaskammeret.

Efter i årtier at have haft egne billeder i hovedet, blev gruen pludselig manifesteret for Monica Ritterband.

Auschwitz-Birkenau er i dag er mindemuseum over ofrene. Her deres tasker og kufferter.
Auschwitz-Birkenau er i dag er mindemuseum over ofrene. Her deres tasker og kufferter. Foto: Privat
Vis mere

Ikke mindst da hun nåede dét, der dengang var Barak 27, fik følelserne frit løb. Hendes mors barak, hvor kun fundamentet står tilbage.

»Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at være der i lang tid. Jeg sad der længe. Gik også rundt og rundt inde i fundamentet. Tænkte: ‘Der har min mor gået, nu går jeg der også.' Jeg ville ønske, at min mor vidste, at jeg var der.«

Men hun tog sin mor med sig tilbage til Auschwitz. I form af bøgerne med dagbogsnotaterne. Det var vigtigt for hende.

»Jeg ønskede at give min mor oprejsning. Vise, at hun er et vidne, hun står her, og hun har fortalt det. De kunne ikke lukke hendes mund,« siger hun om sin gestus.

Monica Ritterband foran dét, der en gang var Barak 27. Med sig har hun moderens dagbogsnotater.
Monica Ritterband foran dét, der en gang var Barak 27. Med sig har hun moderens dagbogsnotater. Foto: Privat
Vis mere

Men mindst ligeså vigtigt er det for Monica Ritterband at minde om historien og ondskaben, så den ikke får lov til at gå i glemmebogen, så den ikke gentages.

»Vidnerne er ved at forsvinde. Derfor er det vigtigt, at vi børn eller børnebørn bliver ved med at viderebringe historien. Det er en slags livspligt,« siger Monica Ritterband.

Hun kigger på busten af sin mor. Berører den kærligt.

»Jeg har virkelig fulgt min mor til dørs,« smiler hun og tilføjer: »Men grusomhedens omfang har jeg ikke fordøjet endnu.«