Politiet har identificeret endnu en af de mange personer, der forsøgte at storme den amerikanske kongres. Nemlig skuespilleren Luke Coffee.

Det skriver People.

Den 41-årige skuespiller, der blandt andet har været med i serien Chase, er blevet sigtet for flere forhold i forbindelse med sin deltagelse i optøjerne ved den amerikanske kongres 6. januar.

FBI har identificeret ham som manden, der bruger en krykke til at slå en politibetjent.

Hans valg af påklædning, en brun cowboyhat, camouflagejakke, et blåt bandana og en grå rygsæk, skulle have hjulpet på identificeringen.

Coffee er blandt andet blevet genkendt af en tidligere klassekammerat fra college, der nu arbejder som agent for FBI.

Han er blevet anklaget for overfald med et farligt våben, forstyrrelse af den offentlige orden, forhindring af politiets arbejde og ulovlig indtrængen.

I et tidligere interview med FBI har skuespilleren indrømmet, at han var til stede, men han har samtidig påstået, at han ikke deltog i nogen fysisk konfrontation med politiet under optøjerne.