Tidligere guitarist i bandet Puddle of Mudd, Paul Phillips, sagsøger hospital. Han mener, at læger har givet ham både en hjerneskade og seriøse anfald.

45-årige Phillips skriver i søgsmålet, som TMZ har fået indsigt i, at han ikke har været den samme, siden han blev indlagt på Floridas Baptist Medical Center i november 2019.

Han blev indlagt, fordi han havde mentale problemer og frygtede en form for fysisk anfald. Det er ikke beskrevet, om der er tale om hjerteanfald eller en anden type anfald.

Lægen kunne ifølge guitaristen konstatere, at han havde et lavt niveau af natrium i kroppen.

Paul Phillips er sikker på, at lægen, som behandlede ham, lod natriumniveauet i hans krop stige i så høj hastighed, at det har fået efterfølgende, helbredsmæssige konsekvenser for ham.

Tre dage efter han blev udskrevet, så var han tilbage på hospitalet, fordi han havde fået det meget dårligt. Her skulle en MRI scanning angiveligt have afsløret, at han nu var hjerneskadet.

Om hjerneskaden er kommet efter behandlingen, kan han ikke sige med sikkerhed, lyder det i søgsmålet. Dog er han ret sikker på, der er en sammenhæng.

Han sagsøger derfor to læger fra hospitalet. Primært fordi, han fortsat oplever at få det dårligt og har neurologiske problemer, forklarer han.

Sundhedsmæssige problemer, der betyder, at han hverken kan leve et normalt liv eller lave musik, som han plejede at kunne.