»Hvad fanden er meningen?!«
Sådan spørger Thomas Valentin i en story på Instagram, hvor han raser over, at hans 35.000 kroner dyre Christiania-elcykel fredag formiddag er blevet stjålet fra et cykelstativ i Valby.
I cyklen har den tidligere 'Robinson'-deltager indsat en gps-tracker, således at han kan se, præcis hvor hans stjålne cykel befinder sig.
Gps'en viser, at den står solidt parkeret på en adresse i Ishøj i Storkøbenhavn, men politiet nægter – ifølge Thomas Valentin – at gøre noget ved det.
»De siger, at jeg selv skal køre ud og hente cyklen. Det vil sige, at de vil have, at jeg skal køre ud og konfrontere en eller anden psykopat,« siger han i sin story og fortsætter:
»Hvad skal vi bruge politiet til, når de ikke gør noget?«
Til B.T. uddyber Thomas Valentin sin kritik af politiet. Han fortæller blandt andet, at han især finder det under al kritik, at de beder ham om at køre ud til cyklen og potentielt konfrontere personen, der har stjålet den.
»Jeg synes, det er sindssygt, at man har en dyr cykel med en gps installeret, så man rent faktisk kan ringe ind og fortælle politiet, hvor den er, men at de ikke gør noget, men der, hvor den står helt af for mig, er, at de beder mig om selv at opsøge den,« siger han og fortsætter:
»Den står i Ishøj, og – uden at dømme folk – så ved jeg godt, hvilke folk, der bor i Ishøj, og som render rundt og stjæler cykler, og det er ikke personer, jeg har lyst til at stå head to head med, for så ved jeg godt på forhånd, hvordan det ender.«
Der er en af dine følgere, som påpeger, at politiet måske har vigtigere ting at se til end din cykel. Hvad tænker du til det?
«Jamen det er da også fuldstændig rigtigt, at de ikke har ressourcer nok til at undersøge alle cykeltyverier. Det har jeg fuld forståelse for. Men når man kommer med en konkret adresse, så giver det ikke rigtig mening for mig,« siger han og fortsætter:
»Jeg troede, at politiet var til for at hjælpe og beskytte os, og der er jo rent faktisk stor sandsynlighed for, at de kommer ud til en person, der ikke har rent mel i posen, og som måske er i besiddelse af andre tyvekoster.«
Thomas Valentin siger endvidere, at han – selvom han har lyst til at hente sin cykel – er blevet enig med sin kæreste om, at det er bedst at blive væk, da han ikke ved, hvad eller hvem han kommer ud til.
Derfor vil han blot køre sagen som en forsikringssag.
»Men jeg synes sgu, det er tosset og synd for min forsikring, når jeg og politiet ved, hvor cyklen står, men sådan må det jo nu engang blive,« afslutter han.
B.T. har været i kontakt med Københavns Politi, men vagtchefen henviser til deres presseafdeling, som er gået på weekend og først er tilbage mandag morgen. Det har derfor ikke været muligt for os at få en kommentar til Thomas Valentins kritik inden artiklens deadline.