80.000 kroner havde han spenderet. Nu sad han med omvendt kasket og solbrun krop under duvende palmer med lyden af det indiske ocean i ørerne. Var hottere end hot. På toppen af sin karriere. Eller?

»Der går en dag, og du tænker, 'hvor er det fantastisk'. Andendagen er det stadig fantastisk. På tredjedagen begynder du at lægge mærke til, hvad der er rundt omkring dig. Par. Alle er glade. Alle er lykkelige. Men du har ikke nogen at dele det med. Så går det op for dig, at fuck, hvor er det bare ensomt, det her liv.«

Gustav Salinas er god til at smile. Det har den tidligere realitystjerne altid været. Det er hans spidskompetence at se lyst på livet i både modgang og medgang.

Sådan tacklede han at miste sin far som fem-årig. At få bank af sin stedfar. At blive kaldt dum i skolen.

Den tidligere realitystjerne Gustav Salinas har lagt sit flamboyante jeg på hylden og er i dag succesfuld online coach, der tilbyder træningsprogrammer og en sundere livsstil til folk på nettet.
Den tidligere realitystjerne Gustav Salinas har lagt sit flamboyante jeg på hylden og er i dag succesfuld online coach, der tilbyder træningsprogrammer og en sundere livsstil til folk på nettet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men en flig af den smertefulde erkendelse, der for seks år siden ramte ham under en luksusferie på Maldiverne, sidder stadig som en lille splint i de grønne latino-øjne.

»Jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at gøre noget i mit liv. Jeg kunne ikke blive ved,« siger han om dét, der blev vendepunktet.

Dér, hvor han bevægede sig væk fra ham den flamboyante Gustav med verdens mindste hotpants og åbenstående Burberry-skjorte, hurtige biler og replikker for at blive personlig træner og succesfuld online coach, som netop har udgivet sin tredje kogebog i 'Fra fat til fabulous'-serien.

»Det giver mig et kick at kunne gøre en forskel. Giver mig ro og selvtillid. Jeg hviler mere i mig selv,« forklarer han om transformationen.

Det er fem år siden, at den gamle Gustav Salinas med verdens mindste hotpants blev pakket væk.
Det er fem år siden, at den gamle Gustav Salinas med verdens mindste hotpants blev pakket væk. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men bag den og den i dag 30-årige Gustav Salinas ligger en drøm om anerkendelse. Som han har brugt hele sit liv på at opnå.

Han sidder på sit kontor i Amaliegade i indre København. Enkelt klædt i en hvid T-shirt og en skovmandsskjorte. Milevidt fra sit gamle jeg.

Et dyrt og eksklusivt ur på håndleddet, det sorte, skinnende pomadehår og de sydamerikanske træk er det eneste, der trækker tråde tilbage til ham, som hele Danmark var på fornavn med. Gustav. Ham fra 'Dagens mand', 'Divaer i junglen', 'For lækker til love' for blot at nævne et par af de mange realityprogrammer.

Latino-looket hår har han fra sin chilenske mor. De danske aner fra den far, han mistede blot fem år gammel, er ikke at spore.

Men det er den serie af begivenheder, som farens død satte i gang og skulle følge ham i mange år.

Gustav Salinas boede dengang i Chile. Men kort efter at han havde mistet sin far, blev moren ramt af sygdom, så lille Gustav blev sendt hjem til en onkel i Danmark, indtil han var seks. Så tilbage til Chile, indtil familien, da han var 10 år, vendte tilbage til Danmark.

»Først glemte jeg spansk, så dansk,« forklarer han om sin kamp med sproget i de unge år, der ikke blev hjulpet på vej af de korporlige tæsk, som han fik af sin chilenske stedfar. Fordi han ikke kunne alfabetet.

Lige fra han var helt lille, lærte Gustav Salinas at smile til verden.
Lige fra han var helt lille, lærte Gustav Salinas at smile til verden. Foto: Privat
Vis mere

»Han var en psykopatisk stedfar, der slog mig rigtig rigtig meget og var meget voldelig over for min mor,« fortæller han om årene, hvor læderbæltet med voldsom kraft svirpede ned over hans lille drengekrop. Altid når de var alene.

Det var en lettelse, men også en omvæltning, da han som 10-årig med sin mor og storebrødre flyttede hjem til Danmark. Godt nok var det slut med volden, men familien gik fra et liv med tjenestefolk til en enlig mor, der skulle forsørge fem børn.

»Jeg tog far-rollen, hjalp med at handle ind, planlægge tingene. Mine brødre kunne ikke finde ud af det. Jeg var meget voksen i en tidlig alder,« forklarer han.

Men lige så ansvarlig, han var i hjemmet, lige så svær var folkeskolen og dét med sproget, der blev ved med at volde ham problemer.

Så selv om Gustav Salinas ligesom sine venner drømte om at komme i gymnasiet, fik han klasket et stempel i panden. Ikke egnet, stod der. Derfor endte han i tjenerlære.

Den hvide kittel røg dog på hylden, da han som 18-årig så en annonce, hvor TV 2 søgte deltagere til et nyt datingprogram, 'Dagens mand'.

Allerede fra han som 15-årig sprang ud som homoseksuel, skilte han sig ud. Nu gav han den fuld skrue.

Allerede da han som 15-årig sprang ud som homoseksuel, grundlagde Gustav det flamboyante jeg, der skulle blive hans varemærke.
Allerede da han som 15-årig sprang ud som homoseksuel, grundlagde Gustav det flamboyante jeg, der skulle blive hans varemærke. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg kan huske, hvordan jeg sad derhjemme og skabte en karakter, så jeg kunne charmere og skabe opmærksomhed.«

»Jeg brugte hele min opsparing på en Burberry-skjorte, og så blandede jeg billig Nivea-creme med kulør til at smøre mig ind i, så jeg kunne skille mig ud. Det var sjovt, når jeg tænker tilbage på det.«

Gustav Salinas griner. Strategien virkede. Fra han var 18 til 25, var han kongen af reality i Danmark.

»Der er mange følelser, der går gennem min krop, når jeg tænker på dén Gustav. Han var fucking ligeglad med det hele, han havde ét mål om, at han ville være kendt, og var ligeglad med, hvordan han kom derhen.«

Den gamle Gustav Salinas nød at flashe sin rigdom. Her sin Audi TT Cabriolet.
Den gamle Gustav Salinas nød at flashe sin rigdom. Her sin Audi TT Cabriolet. Foto: Nikolai Linares
Vis mere

»Jeg spillede bare dum. Og jeg grinede hele vejen til banken,« siger han om årene, hvor han – som han ofte jokede med – tjente mere end statsministeren, spiste på de bedste restauranter flere gange om ugen, kørte i de vildeste biler og var: stjerne.

»Jeg drak mig stiv og tjente en masse penge, grinede og rejste hele jorden rundt. Jeg havde en fucking fest. Og jeg labbede det i mig.«

Men da han i januar 2014 sad under palmerne på Maldiverne, fik likes i massevis på de sociale medier fra sine hundredtusindvis af følgere, trængte tomheden og ensomheden ind under den solbrune hud.

»Nogle gange kan man spille en rolle så meget, at man tror, at man er den rolle. Men jeg kunne mærke, at jeg ikke længere gad vimse rundt i små lyserøde hotpants mere,« forklarer Gustav Salinas, som påbegyndte en uddannelse som personlig træner og coach og gradvist trappede ud af livet som reality-stjerne.

»Jeg ændrede mit liv radikalt, og det har jeg ikke fortrudt.«

Han fortryder heller ikke årene som realitystjerne. For han ved, at hvert et skridt, han har taget på sin vej, har han taget af en grund.

»Hvis du som barn får at vide, at du er dum, hvis du som barn ikke føler dig god nok, hvis du som barn bliver slået, fordi du ikke lige kan alfabetet, så føler du dig ikke særlig klog. Så selvfølgelig har jeg haft behov for at vise, at jeg ikke var dum,« forklarer Gustav Salinas om sin vej i livet.

»Jeg tror, at jeg har haft et behov for anerkendelse fra omverdenen.«

Gustav Salinas, tidligere realitystjerne, ejer af FitnessNu, der tilbyder træningsprogrammer og en sundere livsstil til folk på nettet.
Gustav Salinas, tidligere realitystjerne, ejer af FitnessNu, der tilbyder træningsprogrammer og en sundere livsstil til folk på nettet. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Men anerkendelse uden at være offer.

»Mens hun var gift med min stedfar, oplevede jeg aldrig min mor ked af det. Hun formåede altid at smile og grine og sige, at det nok skulle gå. Det har jeg taget med mig.«

»Jeg har lært at tilgive for at komme videre. Én ting er at få tæsk, en anden at sidde fast i det resten af dit liv. Og det har hjulpet mig at se hende. For hvis hun kan håndtere det og er glad, så kan jeg også.«