Han forførte et helt folk. Havde danskerne i sin hule hånd og kunne få stor som lille til at trække på smilebåndet og knuselske hans farverige person. Men skyggesiderne talte ingen om.

»Han var jo sadist og masochist,« siger én af dem, der så det med egne øjne. Den tidligere morgenbolledame Charlotte Nielsen.

Eller pige skulle man sige, for hun var kun 16 år gammel, da hun i 1979 blev en del af Simon Spies' berømte harem.

Det er i DRs nye dokumentarserie 'Spies og morgenbolledamerne', at Charlotte Nielsen fortæller sin historie. Om at have været en af dem, som den berømte rejsekonge koketterede med, at han omgav sig med, og som pressen svælgede i.

Selv på sin polterabend kunne Simon Spies ikke holde fingrene fra de unge piger.
Selv på sin polterabend kunne Simon Spies ikke holde fingrene fra de unge piger. Foto: Palle Hedemann
Vis mere

Navnet var velvalgt. For de meget unge piger skulle faktisk bage morgenboller til Simon Spies.

Men altså også gå i seng med ham.

»Han ejede din røv,« siger Charlotte Nielsen ligeud i dokumentaren, hvor hun fortæller om at starte som piccoline i Spies' rejseafdeling, men snart få tilbuddet om at rykke op i hierarkiet som morgenbolledame.

Hun sagde ja. Lovning om penge, pels og Rolex-ur var tillokkende.

At prisen var at gå i seng med Simon Spies, fandt hun hurtigt ud af. Ligesom det også stod klart for hende, at de purunge pigers funktion var én, som alle i koncernen kendte til. Og stiltiende accepterede.

For Simon Spies var kongen.

Men til Simon Spies' skyggeside hørte også en endnu mørkere side. En kulsort side.

»Der er jo sket nogle ting, som ikke var særlig acceptable. Men man holdt det inden for den lukkede cirkel,« siger Simon Spies mangeårige ven og tennistræner Ole Monberg i dokumentaren, som søndag kan ses på dr.dk.

»Jeg har da set nogle blå mærker og godt vidst, hvor det kom fra, men har ikke gjort noget ved det.«

I sin biografi 'Natsværmer – et liv blandt kunstnere og kakaduer' afslørede forfatter og billedkunstner Susanne Krage for flere år siden Simon Spies' sadistiske side.

Hvordan han havde en syg mani med at tæske sine elskerinder med bøjler.

Selv var hun dengang luksus-escortpige og kom jævnligt på den berømte og berygtede natklub Kakadu Bar i København, som var tilholdssted for strippere og prostituerede.

Og Simon Spies.

Simon Spies havde ikke bare en hang til purunge piger, han havde også en mani med at tæske dem.
Simon Spies havde ikke bare en hang til purunge piger, han havde også en mani med at tæske dem. Foto: BØRGE WALTHER
Vis mere

»Hans selskab var draget af sted med fem-seks piger, der havde fået besked på at lægge sig nøgne side om side på gulvet, hvorefter han var gået i gang med bøjlen.«

»Episoden blev efterfølgende fortalt i alle detaljer af de involverede piger, og resterne af blå mærker på deres kroppe blev vist frem ude på dametoilettet, når de igen kunne vise sig på Kakadu. De piger, der havde de største bryster, havde fået flest bank,« skrev hun i bogen og fortalte, hvordan pigerne fik mellem 10.000 og 20.000 kroner for at lægge krop til hans syge leg.

Set med hendes øjne var det et stort menneskeligt eksperiment fra Simon Spies' side. At se, hvad folk var villige til at gøre for penge. Et eksperiment, hun den dag i dag væmmes ved.

»Jeg vil sgu ikke tale om det. Det bliver for ulækkert,« siger hun i dokumentaren om Simon Spies' tilbøjelighed, som flere andre ifølge dokumentaren bevidnede eller kendte til.

Men Simon Spies nøjedes ikke med at betale for at tæske pigerne med en bøjle. Han havde også hang til at betale for at brække pigernes arme.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte: 'Hold kæft, det er sygt det her', fortæller en tidligere chauffør, som var ved Simon Spies' side, da formanden tilbød en prostitueret 35.000 kroner for 'ydelsen'.

Et tilbud, hun endte med at sige nej til. Til Simon Spies' store ærgrelse.

I hvert fald fortalte han efterfølgende ligeud til chaufføren, at han syntes, det kunne være interessant at høre det knæk, som det gav.

At Simon Spies rent faktisk også hørte lyden, ved den tidligere morgenbolledame Charlotte Nielsen.

Sådan så Charlotte Nielsen ud kort efter, at hun stoppede som en af Simon Spies' morgenbolledamer.
Sådan så Charlotte Nielsen ud kort efter, at hun stoppede som en af Simon Spies' morgenbolledamer.
Vis mere

Mens hun var en del af Simon Spies' harem, skete det nemlig for en af hendes medsøstre.

»Hvis du gik med til, at han måtte brække din arm, så ville du få 10.000 kroner. Det er uhyggeligt, men folk vil gøre hvad som helst for penge. Jeg ved, at Heidi gik med til at få brækket sin arm,« siger hun i 'Spies og morgenbollepigerne'. Og ryster så på hovedet.

»Jeg gik bare op og gav ham et knald, og så fik jeg 10.000 kroner. Så hvorfor brække sin arm?« spørger hun i den rystende dokumentar, som uden tvivl kommer til at slå alvorlige revner i det folkelige fundament, som Simon Spies selv i dag hviler på. Knap fire årtier efter hans død.

Men kan man, efter så mange år, rette så voldsomme anklager mod et menneske, som ikke længere kan forsvare sig?

Ja, lyder det fra Steen Jensen, chef for DRs dokumentargruppe.

»Vi mener, at det er en væsentlig og relevant serie, som har en særlig aktualitet.«

»I lyset af de senere års metoo-debat, hvor vi diskuterer og tager afstand til chefer, der udnytter deres magtposition til at skaffe sig seksuelle ydelser fra ansatte, er det relevant at kigge tilbage på, hvad der tidligere er sket, og undersøge, hvordan det skete, hvordan det kunne foregå, og hvorfor ingen tog afstand til det.«

»Gennem serien giver vi nogle af de piger, som var hos Simon Spies, en stemme til at fortælle, hvad der foregik, og sætte fokus på de konsekvenser, som det fik for nogle af pigerne efter at have været ansat hos ham.«

»Vi er selvfølgelig super opmærksomme på, at når der kommer alvorlige anklager fra tidligere ansatte, morgenbolledamer eller andre, der har haft deres gang hos Spies, så sørger vi for at dobbelttjekke alle oplysninger, så vi kan være sikre på, at der er hold i dem.«

I har talt med mere end 200 kilder, men især anklagerne om sadistiske tilbøjeligheder er kun andenhånds. Så hvordan kan I være sikre på, at der er hold i dem?

»Fordi flere af hinanden uafhængige kilder fortæller det samme. At det foregik. Det er både morgenbolledamer, der har fortalt det, og folk med tilknytning til koncernen, der bekræfter, at det foregik.«

»Folks seksuelle præferencer er normalt en privatsag, som ikke har offentlig interesse. Men her var der tale om nogle helt unge piger. Ansatte, som var i en form for afhængighedsforhold til Simon Spies, og som ikke nødvendigvis delte de præferencer.«

»Det løfter det væk fra privatsfæren til noget, som jeg mener har offentlig interesse, fordi det er med til at fortælle, hvad nogle af pigerne blev mødt med hos Spies. At han var villig til at betale, hvis han måtte være voldelig mod dem.«

Hvor mange kilder er der tale om?

»Jeg har ikke tal på antallet, der bekræfter det. Men mange. Nogle medvirker i udsendelsen. Andre bekræfter det til baggrund. Vi bringer det kun, hvis et tilstrækkeligt antal kilder fortæller en enslydende historie, som vi finder troværdig.«

'Spies og morgenbolledamerne' kan ses på dr.dk fra søndag og vises på DR1 mandag aften.