Mads Steffensen har netop skiftet DR ud med podcasttjenesten Podimo. Her skal han lave et nyt panelprogram, som minder meget om 'Mads og Monopolet'.

Han har af flere omgange fortalt, at det var ham, der fik ideen til programmet, men det går flere af hans tidligere kolleger nu i rette med, skriver Politiken.

For hvor Mads Steffensen tidligere på året fortalte, at det var i forbindelse med nogle overvejelser om eget bryllup, at ideen opstod, så siger tidligere radiovært, Mads Vangsø, at det var ham, der først luftede et panelkoncept.

»Jeg gav Mads ideen til en versioneret udgave af et program, jeg var faldet over i arkivet ude i TV-Byen i Søborg, med Simon Spies, Cleo og Erhard Jakobsen i panelet. Titlen til ’Mads & Monopolet’ fandt Henrik Milling på. Man skal huske, at ingen får ideer alene. Selv Einstein havde en makker«, udtaler Mads Vangsø til avisen

Arkivfoto af Mads Vangsø.
Arkivfoto af Mads Vangsø. Foto: Claus Bech
Vis mere

Desuden fortæller Ann Lykke Davidsen, som i dag er kanaldirektør på Radio Loud og dengang var producer på DR, at programmet opstod i et samarbejde. Hun husker dog, at paneldebat-ideen kom fra Steffensen.

Og det med, at der var en fælles indsats bag programmet, benægter Mads Steffensen heller ikke.

»Det er klart, at vi var flere, der var med til at udvikle programmet, men det startede med en grundidé, og den fandt jeg på«, lyder det fra den 50-årige radiovært.

Debatten om Mads Steffensens afgang har floreret, siden det blev meldt ud, at han stoppede efter 17 år som styrmand på det populære problemløsende program.

Derfor var det også oppe og vende i debatprogrammet 'Det, vi taler om' fredag, hvor vært Ditte Okman sætter ord på, at det virker til, at det har været en mindre lykkelig afsked.

Efter kommunikationsekspert Anna Thygesen i podcasten påpeger, at det i erhvervslivet som regel er virksomheden, der har rettighederne til produkterne og koncepter som 'Monopolet' er, tilføjer Okman:

»Det er derfor, vi diskuterer det. For da han går fra DR, eller hvad der sker … Man kan jo mærke, der er ondt blod. Altså undskyld mig, det der med, at han ikke engang kan få lov til at lave et afslutningsprogram, det er altså mærkeligt,« lyder det fra værten. Man kan høre resten af programmet i bunden af denne artikel.

Mads Steffensens afsked med DR betyder dog ikke, at lyttere ikke kan forelægge et kendispanel deres problemer længere.

Det er nemlig meldt ud, at den anden kendte vært Sara Bro skal tage over, og dermed kommer programmet til at hedde 'Sara og Monopolet'.

Selv lægger Sara Bro ikke skjul på, at det var noget af en mundfuld at blive tilbudt lige præcis den værtsrolle.

»Jeg tænkte, at det ville jeg gerne, men jeg havde først lige brug for at forstå, hvad der skete,« fortæller hun med et grin, da B.T. ringer til hende.

Hendes plan for, hvordan hun skal gribe opgaven an, er meget ligetil.

»Jeg tror bare, jeg skal være mig selv og prøve at gøre det så godt som muligt fra første program og få de bedst mulige samtaler. Lige nu glæder jeg mig bare super meget til at sende.«