Den tidligere Disney-stjerne Bella Thorne har taget til genmæle efter en heftig kritik fra sexarbejdere rettet imod hende.

Bella Thorne indrømmer, at hun har begået ved en fejl ved at dele billeder på platformen OnlyFans.

Thorne delte et billede på siden, hvilket indbragte hende millioner af dollar. Det har efterfølgende fået OnlyFans til at ændre sine regler, hvilket rammer øvrige sexarbejdere hårdt.

Derudover er Bella Thorne også blevet beskyldt for at udsende falske nøgenbilleder samt tage overpris for sine billeder. Og det er det, som Bella Thorne nu beklager og forklarer på Twitter.

'Jeg er et kendt ansigt, og når du har en stemme, en platform, så forsøger du at bruge dig selv og hjælpe andre og skabe opmærksomhed om noget, der er større end dig selv. I denne her proces har jeg såret jer, og jeg er rigtig ked af det,' skriver den 22-årige skuespiller på Twitter.

Platformen OnlyFans fungerer på den måde, at man betaler et beløb for at abonnere på bestemte personer. Personerne deler ofte billeder af sig selv af seksuel karakter. De billeder kan man så købe.

Siden Bella Thorne oprettede sig på platformen og delte billederne, har mange betalt penge for at se hendes indhold. På én dag tjente Bella Thorne én million dollar svarende til 6,2 millioner kroner, og i den efterfølgende uge fordoblede hun sin indtjening.

De mange millioner skal OnlyFans udbetale Bella Thorne, hvorfor de øvrige sexarbejdere i den kommende periode ikke har samme muligheder for at indtjene kontanter via platformen.

Bella Thorne blev for alvor et kendt ansigt, da hun var med i Disney-serierne 'Wizards of Waverly Place' og 'Shake it Up'.
Bella Thorne blev for alvor et kendt ansigt, da hun var med i Disney-serierne 'Wizards of Waverly Place' og 'Shake it Up'. Alberto PIZZOLI

Førhen var der ingen begrænsning for, hvad OnlyFans-brugere kunne tjene. Det er der nu: 50 dollar på et opslag, og så går der også lige 30 dage, før du kan modtage de penge, du har tjent.

Bella Thorne forsikrer, at hendes engagement i sagen ikke stopper her.

'Ps. Så vil jeg mødes med OnlyFans om de nye restriktioner for at finde ud af hvorfor. Det her er langt ude!'

'Skriv gerne idéer eller bekymringer, som I gerne vil have, jeg tager med til OnlyFans. Og send mig jeres links og billeder, så jeg kan promovere jer.'