»Vigtigst af alt, så vil jeg gerne takke min datter Ida, som ikke længere er her.«

Sådan lød det fra Thomas Vinterberg i hans takketale søndag aften, hvor han og holdet bag 'Druk' vandt den prestigefyldte britiske filmpris Bafta Awards for bedste udenlandske film.

Som bekendt begyndte optagelserne til filmen blot fire dage efter, at den danske superinstruktør mistede sin datter i en bilulykke i Belgien.

Og her dagen derpå for Vinterbergs flotte sejr er der er da heller ikke øje tørt på sociale medier, hvor han bliver hyldet i stor stil.

'Jeg er kæmpe fan af Thomas Vinterbergs sejr. Det var et helt specielt øjeblik, da han takkede sin datter Ida,' skriver en bruger på Twitter.

'Wow, jeg vidste ikke, at Thomas Vinterberg havde mistet sin datter. Han sagde, hun var den person, der glædede sig mest til 'Druk', og at han lavede filmen for hende. Det får mig til at græde,' skriver en anden.

Også flere internationale medier bemærkede Thomas Vinterbergs følelsesladede takketale.

For eksempel har den australske tv-station ABC samlet de fem mest mindeværdige øjeblikke fra Bafta-uddelingen, hvoraf Thomas Vinterbergs tale er et af øjeblikkene.

Også BBC nævner den danske instruktørs takketale i en artikel om showet.

'Et familiemedlem, der desværre ikke kunne være til stede til fejringen, var Thomas Vinterbergs datter Ida, som døde i en bilulykke i 2019, da hun var 19 år gammel,' skriver det britiske medie og gengiver Thomas Vinterbergs rørende takketale.

I talen sagde Thomas Vinterberg blandt andet, at hans datter var 'mere entusiastisk end nogen andre omkring filmen'.

»Den fik hende til at savne hendes hjemby, København, og nu savner vi hende,« lød det fra instruktøren.

Se hele takketalen herunder: