Det at blive forældre kan medføre en masse uforudsigelige ting. For den 30-årige DR-vært Thomas Skov har det været 'fedt' at blive far, men det har også givet en masse at bekymre sig om.

Det fortæller han i aftenens afsnit af 'Til middag hos'. For lige knap halvandet år siden blev Thomas Skov far for første gang, da hans kone fødte datteren Ellen. Og den lille pige har i dén grad vendt op og ned på DR-værtens liv, fortæller han sine gæster.

Hvor han før kunne bruge mange ekstra timer på arbejdet, handler det nu om at komme hjem til datteren. Og selvom han uden at tøve fortæller, at det er 'fedt' at have fået den nye rolle, indrømmer han, at det også kan være hårdt. Og at det at blive forældre kan medføre en del skrupler.



»Det er sindssygt hårdt. Lige pludselig er der noget reelt at bekymre sig om. Når hun sidder derovre og siger 'eeeeh' (laver kvælelyd, red.), fordi hun har slugt konfetti. Fuck, tænker man, hvad sker der nu? Hvad gør jeg her? Det kan jeg ikke nå at google, før hun bliver kvalt. Det er bare at gøre et eller andet,« fortæller Thomas Skov.

Den 30-årige vært fortæller også ærligt, at han har prøvet at tabe sin lille datter på gulvet. Det skete, fordi han skulle hente noget og forsøgte at holde hende samtidig ved at støtte hende til sin krop. Det kunne han dog ikke.

Thomas Skov fortæller, at havde han ikke selv prøvet at tabe sin egen datter, ville han have undret sig, hvis han hørte om en anden, der havde tabt sit barn.

'Heldigvis', fortæller han, begyndte datteren med det samme at græde.

»Hvis hun ikke havde sagt en lyd, havde det været værre. Der gik et sug igennem kroppen, der var et øjeblik, lige da hun rammer gulvet, så tænker man ’nej, er hun død?’ Lige det splitsekund tænkte jeg ’shit, jeg er en dårlig far, at jeg ikke engang kan passe på mit eget barn,« fortæller Thomas Skov.



Han trøster sig dog med, at han langt fra er den eneste forælder, der laver fejl.

»Heldigvis, uanset hvad jeg googler, så er det googlet før. Og det er meget rart, for så ved man, at der er andre, der har tabt deres, og andre, der har fået dem til at spise konfetti.«

Du kan følge med i 'Til middag hos' mandag til torsdag klokken 19 på TV3.