Kokken Thomas Rode er igen klar på at bestige bjerge for at forbedre livet for syge børn indlagt på danske hospitaler.

Den træningsglade Rode skal sammen med et hold af andre velgørere bestige bjerge i Himalaya, og han er helt begejstret for snart at skulle tage afsted.

»Det bliver en mere smuk tur, end den bliver vild. Det er jo hovedsageligt i den gode sags tjeneste, og så er det også, fordi jeg hele tiden har tænkt, at det bliver en rigtig flot tur,« forklarer han.

Kokken har også tidligere været oppe i højderne, da han besteg Kilimanjaro. Her gik det dog ikke helt, som han havde håbet.

Arkivfoto af Thomas Rode.
Arkivfoto af Thomas Rode. Linda Kastrup

Han og resten af holdet – som han forklarer, alle var i rigtig god form – blev nemlig ramt af en voldsom omgang højdesyge.

»Jeg tror, det var en blanding af, at vi var kække, men også at det var meget koldt,« forklarer Thomas Rode.

»Jeg tænkte jo sådan: 'Ja, ja, kulde i Afrika', men da vi var oppe på bjerget, så var det minus 17 grader, og derfor gik vi måske også lidt for hurtigt frem,« siger han.

Han understreger, at det slet ikke er nogen vovet tur, han denne gang skal ud på, og han er heller ikke nervøs for at tage af sted.

Højdesygen afskrækker ham heller ikke, selv om han siger, det var en hård omgang. Han beskriver det som en blanding af slemme tømmermænd og influenza.

Alligevel var han stort set klar til at tage afsted igen, da han kom ned fra Kilimanjaro​.

Kokken, der er stor fortaler for motion, fortæller, at han sætter pris på, at det er projektet Legeheltene under Børneulykkesfonden, som bliver tilgodeset.

De sørger for, at børn, der er indlagt og i særdeleshed langtidsindlagt, får rørt sig og leget, som børn plejer at gøre det.

»I de seneste dage er det i særdeleshed gået stærkt med donationerne,« lyder det fra den glade kok.

Han håber, at han sammen med de andre deltagere – to hold med i alt 60 deltagere – kan få rejst en masse penge til sagen, og denne gang er han bedre forberedt i forhold til riskoen for at få højdesyge eller andre skader, når han skal bestige bjerge i Himalaya.

»Nu ved vi bedre,« som han siger.