Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen har sat deres lejlighed midt i Aarhus til salg.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Lejligheden ligger på tredje sal i den historiske bygning Skansen i Aarhus, men du skal have rigeligt på kistebunden, hvis du skal overtage den 332 kvadratmeter store lejlighed efter kendisparret. Prisen på lejligheden, der ligger på adressen Strandvejen 36 i Aarhus, er nemlig sat til 13 millioner kroner.

For den pris får du til gengæld en af de allerstørste lejligheder i Aarhus' mondæne kvarter Frederiksbjerg midt i en bevaringsværdig bygning. Du får også både havudsigt, terrasse, altan, elevator og i det hele taget en helt nyistandsat lejlighed.

Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen købte lejligheden tilbage i 2012. Dengang betalte de væsentligt mindre for lejligheden, nemlig 6.750.000 kroner, men siden har en fuld istandsættelse altså fået prisen til at at blive næsten fordoblet.

'Lejligheden blev overtaget af de nuværende ejere for fem år siden og har gennemgået en gennemgribende, men meget nænsom renovering, der har taget højde for de mange smukke originale detaljer,' skriver ejendomsmægleren Lokalt Liebhaveri på deres salgsside for lejligheden.

På mæglerens hjemmeside kan du se billeder af den smukke liebhaverlejlighed.

Den historiske bygning Skansen blev tegnet af arkitekt Hjalmar Kjær i forbindelse med en udstilling i 1909, hvor bygningen skulle fungere som hotel med 210 værelser og 430 senge.

Renée Toft Simonsen og Thomas Helmig gik kortvarigt fra hinanden i nogle måneder i 2013 og 2014, men fandt siden sammen igen. Parret har kendt hinanden i over 20 år.