'Jeg lader minderne skylle og tårerne strømme'

Sådan skriver Thomas Helmig i et opslag på sin Instagram-profil lørdag aften.

Her oplyser han nemlig, at hans far, Ole Helmig, er gået bort 17. januar i en alder af 93 år.

I den forbindelse har han postet et sort-hvid-billede af far og søn, der sidder ved siden af hinanden foran et klaver og spiller musik.

I opslaget vælter det ind med kondolencer, der støtter op om sangeren.

Blandt andet har Helle Thorning Schmidt sendt to hjerter i kommentartråden, ligesom tv-vært Hans Pilgaard skriver følgende:

'Kondolerer dit store tab Thomas og sender tanker til dig og din familie. Uanset tidspunkt og alder, så er tabet af ens forældre så brutalt og uigenkaldeligt,' skriver han og fortsætter:

'Må minderne og varmen med tiden overskygge savnet og sorgen. Må din far hvile i fred.'

Også Thomas Helmigs kone, Renee Toft Simonsen, har delt et opslag på sin Instagram-profil.

'I dag har vi sagt et sidste farvel til det her smukke menneske. Min svigerfar Ole, som på billedet sidder på scenen og ser sin søn åbne festugen i Århus. Det sidste farvel er nok altid det mest triste, også selvom det er en naturlig del af livet,' skriver hun.

Andre læser også