»Ja, der er nogle mænd, som skal danse med mænd,« siger Thomas Evers Poulsen kryptisk om den kommende sæson af ‘Vild med Dans’.

Men det bliver ikke ham.

Han blev ellers kendt i første sæson af 'Vild med Dans', hvor han i 2005 vandt sammen med Mia Lyhne.

Siden da er han blevet fast danser. Med kvindelige partnere som Pernille Højmark, Anne-Mette Rasmussen og Ena Spottag, han igen vandt konkurrencen med i 2015.

Og så har han danset med den danske tv-vært Lisbeth Østergaard, der i dag udgiver kogebogen 'Grøn Mad - til hele familien' sammen med Louisa Lorang.

Det er netop på den røde, i dag grønne, løber, at B.T. møder den danske dansestjerne.

»Jeg ved slet ikke, om jeg skal være med endnu, og jeg synes, det er helt fint, at nogle mænd er friske på at danse med mænd, men jeg ville ikke sige ja tak.«

»Jeg ville sige nej tak til at danse med en mand. For når man nu er homo, så kan man da få lov til at få det ene bekendtskab til kvinder,« griner han.

Thomas Evers var til Louisa Lorang og Lisbeth Østergaards fejring af deres fælles kogebog Grøn mad til hele familien. I København mandag den 17. juni 2019.
Thomas Evers var til Louisa Lorang og Lisbeth Østergaards fejring af deres fælles kogebog Grøn mad til hele familien. I København mandag den 17. juni 2019. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

»Hatten af for, at de er friske på det, og jeg har været til masser af det, der hedder same-sex-turneringer, og folk er sindssygt gode, og det bliver Silas og Jakob også, for jeg har set dem bevæge sig,« siger Thomas Evers Poulsen.

Det er kommet frem, at danseren Silas Holst og skuespilleren Jakob Fauerby danner par i næste sæson af 'Vild med Dans'.

»Jeg danser ikke engang med min kæreste, for det føles ikke rigtigt for mig,« siger Thomas Evers Poulsen, der møder alene op i dag.

Hans kæreste, Sæthór Kristjánsson, er til crossfit.

»For mig er dans et spil mellem mand og kvinde. Det har ikke noget med seksualitet at gøre,« siger Thomas Evers Poulsen.

»Prøv at hør. To kvinder har altid danset sammen, fordi der aldrig har været nok på dansegulvet.«

»Det har været helt almindeligt for os, fordi der ikke har været nok fyre, så det er et godt tiltag.«

»Men hvis du ikke kan lide marcipanbrød, skal du ikke have det proppet ned i munden,« siger Thomas Evers Poulsen.

»Jeg vil bare hellere det andet. Sådan er det bare for mig.«

Til august begynder parrene at træne til ‘Vild med Dans’. Programmet bliver vist til efteråret.

Indtil videre er der deltagere som Mikkel Kessler, Michael Maze og Jakob Fauerby, som altså skal danse sammen med Silas Holst.

Det er aldrig set før i TV 2-programmet, at to mænd danser sammen.