Thomas Evers Poulsen har prøvet det meste i 'Vild med dans'. En af hans dansepartnere skiller sig dog ud på ét punkt, fortæller han.

TV 2's 42-årige danseveteran, der blandt andet har vundet 'Vild med dans' to gange, blev ved åbningen af Dennis Knudsens nye frisørsalon fredag spurgt, hvilken af hans dansepartnere det har været sværest at danse med – hvem der har haft sværest ved at lære trinene.

»Den, der måske har haft allersværest ved det, tror jeg, var Astrid Krag (daværende skatteordfører hos Socialdemokratiet, i dag social- og indenrigsminister, red.), fordi jeg skulle starte med at lære hende at gå først. Hun har været tå-barn, jeg skulle lære hende at bruge hele foden.«

Han tilføjede:

Thomas Evers Poulsen med Astrid Krag i 'Vild med dans' i 2014.
Thomas Evers Poulsen med Astrid Krag i 'Vild med dans' i 2014. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

»Men vi endte jo med at blive nummer tre, fordi hun udviklede sig helt fantastisk. Når man får en politiker, ved man godt, at oddsene ikke er så gode, men så så folk heldigvis, hvilket dejligt menneske hun er,« husker han tilbage på 2014-udgaven af 'Vild med dans', der endte med en samlet sejr til vejr-værten Sara Maria Franch-Mærkedahl, der dansede med Silas Holst.

Thomas Evers Poulsen har allerede meldt sig klar til 2020-udgaven af 'Vild med dans', og han går nu spændt og venter på, hvem han skal danse med.

»Nu er alle navnene jo ikke blevet offentliggjort endnu, men allerede nu ser det ud til at blive et flot cast,« lød det fra Thomas Evers Poulsen, der indtil videre har mulighed for at blive matchet med navne som tv-og radiovært Sara Bro, 'Badehotellet'-skuespiller Merete Mærkedahl, skuespiller Albert Rosin Harson fra TV 2's 'Tinka'-julekalender, sanger Wafande og ikke mindst Hilda Heick.

Sidstnævnte har givet udtryk for, at hun gerne vil danse med Thomas Evers Poulsen, der dansede med hendes datter, Anette Heick, i 2006.

Hilda Heick vil gerne danse med Thomas Evers Poulsen.
Hilda Heick vil gerne danse med Thomas Evers Poulsen. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Adspurgt hvad han vil sige til at skulle danse med Hilda Heick, svarede Thomas Evers Poulsen fredag diplomatisk:

»Jeg er jo åben for alle, der går ind ad døren. Vi starter først mandag 7. september. Det er der, vi bliver præsenteret for hinanden. Og så plejer man at måtte have 15 træninger inden første liveudsendelse.«

'Vild med dans' 2020 har premiere 2. oktober på TV 2.