Når Thomas Evers Poulsen går på dansegulvet i 'Vild med dans', er han iført skjorte, slips – og et altid ulasteligt smil. Smilet er en beslutning, han tog for 11 år siden – fordi hans liv er for kort til 'øv-dage'.

Han kunne nemt være kommet frem til den modsatte konklusion, for barndommen var langtfra bekymringsløs.

»I skolen blev jeg mobbet med at være bøssekarl – fordi jeg var feminin og gik til dans.«

Sammen med sin kæreste har Thomas Evers Poulsen lige nu tv-Danmark i sin hule hånd. Om fredagen danser han med Mascha Vang, og om lørdagen glacerer Sæþór Kristínsson kager i 'Den store bagedyst'. Udefra set er det tv af den lette og underholdende slags, men for dem begge har programmerne været livsforandrende.

Mascha Vang og Thomas Evers Poulsen i deres moderne dans ved 'Knæk Cancer' på Det Kgl. Teater fredag 29. oktober 2021. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021
Mascha Vang og Thomas Evers Poulsen i deres moderne dans ved 'Knæk Cancer' på Det Kgl. Teater fredag 29. oktober 2021. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021 Martin Sylvest

For at forstå hvorfor skal vi tilbage i Thomas Evers Poulsens skolegård, hvor de andre børn råbte 'bøssekarl' efter ham.

»Sådan så jeg slet ikke mig selv.«

Han var så sikker i sin sag, at han – da hans mor i de tidlige teenageår spurgte, om han troede, at han var til fyre – svarede: »Nej, jeg skal da have alt det andet.«

Alt det andet var kone, børn og et pænt hus – dét, som folk havde på Falster, hvor han er opvokset.

Selvom det snart er 24 år siden, han indrømmede, at han er til mænd, er der stadig steder, hvor han synes, at mand og kvinde er den rigtige opstilling.

Da B.T. spurgte deltagerne i årets 'Vild med dans', om de ville danse med én partner af deres eget køn, var Thomas Evers Poulsen den eneste, der sagde nej tak. Og da Sæþór Kristínsson fortalte sine Instagram-følgere, at han gerne ville fries til, kom det bag på hans kæreste:

»Vi har begge haft en oprindelig plan om, at det skulle være 'mand og kone'-agtigt med hvid brud – hvis det skulle være … Jeg havde drømt om, at jeg skulle giftes med en kvinde,« siger Thomas Evers Poulsen ærligt.

Det er på ingen måde, fordi den 43-årige danser ikke står ved sig selv. Tværtimod. Præcis dét har mobningen lært ham.

Skoletiden var ensom for Thomas Evers Poulsen, der blev udsat for massiv mobning. Foto Bax Lindhardt.
Skoletiden var ensom for Thomas Evers Poulsen, der blev udsat for massiv mobning. Foto Bax Lindhardt. Bax Lindhardt

Thomas Evers Poulsen blev drillet allerede i de små klasser, men da han i 4. klasse flyttede til Østerbro, blev det værre.

»Jeg gik op i Melodi Grand Prix, elskede Kirsten Siggaard og havde en anden kropsfornemmelse end de andre.«

Det værste minde er fra 7. klasse:

»En gruppe af parallelklasse- … kammerater eller … hvad man kalder det, holdt mig nede på gulvet og forsøgte at stikke et kosteskaft op bag i mig.«

Han var 15 år gammel og 'helt hysterisk', da nogle piger greb ind og fik stoppet overgrebet.

Dansen var dét, mobberne ramte ham på, alligevel har den altid været hans frirum, hvilket en enkelt pædagog i hans fritidsklub forstod:

»Han bænkede alle de andre i fællessalen, gav mig en paraply, satte 'Singing in the Rain’ på anlægget og sagde: 'Dans!'. Og så dansede jeg.«

Det kunne være endt katastrofalt …

Dansen har altid været Thomas Evers Pouslens frirum, også da han som barn blev mobbet, netop fordi han gik til dans. Foto Bax Lindhardt.
Dansen har altid været Thomas Evers Pouslens frirum, også da han som barn blev mobbet, netop fordi han gik til dans. Foto Bax Lindhardt. Bax Lindhardt

»Jeg kunne aldrig stille mig op og tale foran mine klassekammerater, men jeg har altid kunnet danse – også i en stor sportshal fuld af tilskuere. Når jeg ved, at jeg kan noget, tror jeg på mig selv.«

Han har altid haft dansen og sine forældres fulde opbakning. Moren var køkkenchef på Rigshospitalet, hans far portør samme sted. Hver weekend tog de med Thomas og hans søster til dansestævner. Men skoletiden var ensom.

»Jeg har aldrig haft en bedste ven – overhovedet. Det var noget, jeg gerne ville, men jeg vidste ikke, hvad det var. I dag er mange af mine 'Vild med dans'-partnere blevet mine tætte venner,« siger han og nævner Astrid Krag, Anne-Mette Rasmussen, Lisbeth Østergaard, Merete Mærkedahl, Dag Wichangoen og Christina Hembo.

Det er én af grundene til, at 'Vild med dans' er meget mere end et underholdningsprogram for ham. En anden er, at programmet blev 'beviset på', at han havde lagt mobningen bag sig.

»Da jeg vandt programmet første gang, begyndte et nyt kapitel i mit liv.«

Der blev kysset, da Thomas Evers Poulsen og Mia Lyhne i 2005 vandt 'Vild med dans'. Foto Mogens Flindt.
Der blev kysset, da Thomas Evers Poulsen og Mia Lyhne i 2005 vandt 'Vild med dans'. Foto Mogens Flindt. Mogens Flindt

Han var 27 år, da han stod i finalen med Mia Lyhne – og vandt:

»Jeg følte, at jeg havde vundet over dem. Jeg var blevet til noget, jeg havde udrettet noget. Nu kunne de ikke gøre mig noget mere.«

Fire år senere var han med i TV 2-programmet 'Den store klassefest' på TV 2 og glædede sig til at se sine plageånder i øjnene. Men de værste mobbere dukkede ikke op. Han skrev til dem, at det ærgrede ham – og fik endelig en indrømmelse:

»To af dem skrev, at de godt vidste, de ikke havde været med til at gøre det fedt for mig at gå i skole.«

Thomas Evers Poulsen er ambassadør for Julemærkefonden, der hjælper mobbeofre og ensomme børn. Han bliver sendt tilbage til sin egen skolegård, når han hører børnenes historier. Her er han ved præsentationen af årets julemærke på Københavns rådhus. Foto Mads Claus Rasmussen.
Thomas Evers Poulsen er ambassadør for Julemærkefonden, der hjælper mobbeofre og ensomme børn. Han bliver sendt tilbage til sin egen skolegård, når han hører børnenes historier. Her er han ved præsentationen af årets julemærke på Københavns rådhus. Foto Mads Claus Rasmussen. Mads Claus Rasmussen

Det er en underdrivelse:

»Men mobningen har også fået mig til at insistere på, at de ikke skal få lov at ødelægge det for mig.«

Derfor har han besluttet at smile. For seks år siden blev smilet bredere, da han blev kæreste med Sæþór Kristínsson. De mødtes på Tinder, hvor Thomas Evers fik øje på en muskuløs fyr i en swimmingpool. En københavnsk islænding, opvokset på Lolland.

»Han var godt nok lidt ung, men jeg swipede til højre og fik et match. Vi skrev sammen i 14 dage, før jeg inviterede ham hjem til pasta og kødboller, for jeg gad ikke sidde på en café og føle, at folk gloede.«

I seks år har Thomas Evers Poulsen og Sæpór Kristínsson været kærester. Nu lufter Sæpór bryllupsdrømme, hvilket kommer noget bag på hans kæreste. Privatfoto
I seks år har Thomas Evers Poulsen og Sæpór Kristínsson været kærester. Nu lufter Sæpór bryllupsdrømme, hvilket kommer noget bag på hans kæreste. Privatfoto

To måneder senere var de kærester – og deleforældre. For hver anden uge bor Sæþór Kristínssons datter, Gloria, hos parret i Vanløse.

»Allerede på hans profilbillede havde jeg set, at der var et halvt barn, men det afskrækkede mig ikke.«

Gloria er en gave, for bonusdatteren er et af de vigtige stabile elementer i Thomas Evers Poulsens liv. Det er ham, der kører hende til og fra skole, og turene skaber den struktur og forudsigelighed, han elsker, og som 'Vild med dans' sikrer ham et par måneder hvert år.

Når han ikke danser, holder han foredrag, spiller i et partyband, er konferencier, underviser og forfatter for bare at nævne noget. Han elsker det hele.

»Men jeg savner at have kollegaer, struktur og noget at stå op til om morgenen – også når der ikke er 'Vild med dans'. Det hjælper at skulle køre Gloria i skole.«

Endnu har han travlt på dansegulvet og træner mindst tre timer om dagen med Mascha Vang. Men om lidt er sæsonen forbi. Så bliver der tid til at tænke over fremtiden – og et muligt frieri:

»Jeg ved sgu ikke, om vi skal giftes,« siger han ærligt.

Skal det være, skal det ikke være et traditionelt bryllup:

Sæpór Kristínsson, Gloria og Thomas Evers Poulsen har været sammen i seks år. Privatfoto.
Sæpór Kristínsson, Gloria og Thomas Evers Poulsen har været sammen i seks år. Privatfoto.

»Vi skal ikke sidde til højbords. Jeg har ikke brug for taler og sange, og Sæpór kan slet ikke lide at være i centrum.«

Det vil sige, det plejede han ikke … Hidtil har Thomas Evers Poulsen været den, der larmer i deres forhold, mens Sæþór Kristínsson er mere tilbageholdende. Men ligesom 'Vild med dan' har ændret hans eget liv, kan han mærke, at 'Bagedysten' har ændret hans kærestes.

»Efter det første program skrev alle til mig. 'Hold da op, hvor han taler meget' … Mange skriver, de godt kan forstå, at jeg er forelsket i ham. Han er blevet meget åben – det er så dejligt at se ham blomstre.«