Thomas Buttenschøn er hiv-positiv, og til spørgsmålet om, hvad han ville vælge, hvis han kunne ændre én ting ved sig selv, svarer han:

»Så ville jeg ønske, at jeg var helt rask. At jeg ikke behøvede at spise medicin hver eneste morgen. Jeg er taknemmelig for, at medicinen findes, alternativet ville være, at jeg var borte ligesom begge mine forældre«, siger han og uddyber:

»Men takket være medicinen lever jeg et helt normalt liv. Men jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde, at jeg helst ville være foruden. Altså rask. Uden medicin. Det ville jeg gerne prøve.«

Det er til bladet 'Alt for damerne, at han kommer med indrømmelsen.

Arkivfoto
Arkivfoto Foto: Lasse Bak Mejlvang
Vis mere

I interviewet fortæller han desuden, at hvis han frit kunne vælge, hvem han helst ville tilbringe en dag med, ville han bruge den sammen med sin mor og far.

De er begge gået bort på grund af aids, og han ville gerne have haft muligheden for at lære dem at kende, at introducere dem for sin kæreste Mille Gori, bedre kendt som Motor-Mille, og for sine børn, som han har med ekskonen, Cana Buttenschøn.

I februar udgav Thomas Buttenschøn en plade, som hedder 'Er der godt vejr i himlen?.' Her sang han for første gang om sin biologiske mor.

Han fortalte i forbindelse med pladens udgivelse, at han mener, han mere er et produkt af sin tid hos sin plejefamilie end sine biologiske forældre, fordi han mistede dem så tidligt.

Han var nemlig kun ni år, da hans mor døde. Han vinkede farvel til hende i liufthavnen, da hun skulle på en tur til sit fødeland Zambia, men hun nåede aldrig tilbage til Danmark igen.

Foruden albummet har Buttenschøn også udgivet en bog tidlige i år, der hedder 'I begyndelsen var døden,' og her kommer han tæt på de hårde realiteter omkring at leve med den kroniske sygdom.

Eksempelvis fortæller han, at han tænker på døden hver dag, og at han som bare 12 år gammel lå tre måneder i koma.

Det var dengang, hvor man ikke havde lige så god behandling af hiv, som man har i dag. I dag kan man leve lige så længe med sygdommen, som man kan uden.