Der var engang en af Thomas Blachmans venner, der havde glemt en pille hjemme hos ham. Så den spiste han. Bare for at se, hvad der skete.
Sådan indleder han en anekdote i programmet 'Det sidste måltid' på Radio 4, hvor han sammen med vært Lærke Kløvedal ser tilbage på sit liv.
Programmet centrerer sig om spørgsmålet: 'Hvordan skulle din nekrolog lyde, hvis du selv kunne skrive den?'. Et spørgsmål, værten hver uge stiller de udvalgte gæster. I seneste afsnit var det således Thomas Blachmans eftermæle, der stod for skud.
'Én Thomas Blachman – flere Blachmænd' bøjer vært Lærke Kløvedal 'X Factor'-dommerens navn i programmet for at illustrere hans mange sider.
»Det giver mening at tale om multipersonligheder her. Helt klart. For det er jeg helt klart forstyrret af. På en behagelig måde, for jeg ønsker sgu ikke at lære mig selv at kende,« lyder det fra Thomas Blachman, der er enig i beskrivelsen.
Mange af dem har seerne da også oplevet, når Thomas Blachman har siddet som dommer i 'X Factor', hvor han har været fast inventar i 11 sæsoner.
Og hvilke 11 sæsoner! I årenes løb har han flere gange skrevet 'X Factor'-historie, stået model til voksen-skældud fra Sofie Linde, og hans ustyrlige ordstrømme har af og til fået ham i modvind.
Det er da heller ikke kun i sangprogrammet, Thomas Blachman lader ordene flyde.
B.T. fik i forbindelse med afslutningen af 2019 musikeren til at bedømme året, der gik. Det var ikke alle større begivenheder, han havde fulgt med i. Ikke desto mindre havde han en holdning til dem alle.
Der er ingen tvivl om, at Thomas Blachman på mange måder skiller sig ud fra mængden.
Men det er altså ikke, fordi han er så meget anderledes end os andre. I hvert fald ikke på papiret.
Thomas Blachman er ordblind og har en idé om, at han måske nok er lidt autistisk og har lidt ADHD, men nogen egentlig diagnose har han ikke. Og det vil han heller ikke have, fortæller han i programmet.
Engang var han dog tæt på at få en. Det var dengang med vennens pille. Den pille, som Thomas Blachman åd uden at vide, hvad dens funktion var.
Det var en ritalinpille. Dem, man tager, hvis man har ADHD.
Thomas Blachman fortæller i programmet, at han efter at have taget pillen arbejdede koncentreret i fem timer. At den hjalp ham.
Derfor opsøgte han en psykiater for at undersøge, om han mon havde ADHD. Psykiateren mente uden yderligere udredning, at det nok var autisme.
Men hvordan i alverden kunne psykiateren vide det efter en halv times samtale? – spørger Thomas Blachman i 'Det sidste måltid'.
Han gik ikke videre med udredningen.
»Uanset hvad fanden det er, er det umedicineret, og sådan må det blive ved med at være. Så længe jeg ikke synes, det er synd for mig.«
