Cameron Diaz kørte mod Tom Cruise i et racerløb, da hendes bil brød sammen. Løbet var arrangeret af bilprogrammet Top Gear, og hun måtte febrilsk få hjælp af programmets mystiske legende 'The Stig' for at færdiggøre duelen.

Før løbet blev hun instrueret i at køre bil af 'The Stig', som er kendt for ikke at være kendt. Ingen kender nemlig hans rigtige identitet, og spørgsmålet, om hvem den ansigtløse racerkører er, har efterhånden givet karakteren legendestatus. 

Cameron Diaz havde dog åbenbart ikke lyttet godt nok efter 'The Stigs' råd. På kørebanen fik hun hærget koblingen fuldstændig midt i et sving, og tilskuere hørte de mekaniske dele blive flået fra hinanden.

Hun steg efterfølgende ud af bilen og vinkede 'The Stig' til sig. Han kørte op til hende i sin kridhvide sportsbil og prøvede selv at få gang i Diazs nedbrudte bil. Men den var død. Først efter at et helt mekanikerhold havde kigget på bilen, kunne Cameron Diax fortsætte sin tur rundt i ringen.

Løbet blev kørt i anledningen af Cameron Diazs og Tom Cruises nye film Knight and Day. Det vides endnu ikke, hvem der vandt, men mon ikke Tom Cruise aka Mr. Mission Impossible tog sejren hjem i denne tvekamp.