Rapperen Tekashi 6ix9ine har efterhånden tilbragt mere tid bag tremmer end på musikscenen. Og med god grund.

Manden med det borgerlige navn Daniel Hernandez har været involveret i både bandekriminalitet, drabsforsøg, narkotikarelateret kriminalitet og væbnet røveri. Og nu er en ny – gammel – sag dukket op.

En ung kvinde anklager ham nemlig for at have begået seksuelt overgreb på hende i 2015, hvor hun kun var 13 år gammel.

Det skriver TMZ, der uddyber, at det ikke er første gang, rapperen bliver konfronteret med sagen om kvinden. Det skete også i 2018.

Dengang var han dog tiltalt for at have været involveret i produktionen af en musikvideo, hvori der var seksuelt eksplicitte billeder af den 13-årige pige. Forhold, han dengang erkendte.

I sagen blev der indgået et forlig, hvilket betød, at han slap med fire års betinget fængsel.

Men han kan se frem til en væsentligt hårdere straf, hvis han bliver dømt for de forhold i sagen, som nu bliver fremlagt.

Den dengang 13-årige pige – i retsdokumenter omtalt som Jane Doe – påstår, at han og en anden mand forgreb sig på hende under en fest.

Og ud over at hun dengang var under den seksuelle lavalder, var hun ifølge eget udsagn også så påvirket af stoffer og alkohol, at hun var ude af stand til at sige fra.

Ifølge retsdokumenterne beskriver kvinden, at hun blandt andet blev tvunget til at give oralsex og på andre måder blev krænket seksuelt.

Hun påstår desuden, at Tekashi 6ix9ine og den anden mand filmede forholdene og senere delte dem på internettet.

Jane Doe sagsøger derfor rapperen og hans ven for flere typer seksuelle overgreb og for at have påført hende følelelsesmæssig skade.

Det er ikke lykkedes TMZ at få en kommentar fra Tekashi 6ix9ine, men hans advokat, Lance Lazzaro, beretter, at de sammen vil gå den ekstra mil for at forsvare rapperens uskyld.

Han udtrykker desuden en undren over, at Jane Doe vælger at sagsøge nu, hvor der er gået fem år siden episoden.

Tekashi 6ix9ine er i øjeblikket prøveløsladt fra en dom, han modtog efter at være blevet kendt skyldig i ni forskellige forhold om blandt andet salg af narkotika og våbenbesiddelse.

Egentlig stod han til en fængselsstraf på op mod 47 år, men han indgik en aftale med amerikansk politi om at vidne mod banden Nine Trey Gangsta Bloods, som han selv har været en del af, og fik dermed strafnedsættelse.