Internetfænomenet og rapperen Danielle Bregoli fylder snart 16 år. Og hun har allerede taget forskud på sine fødselsdagsgaver.

Hun har nemlig af sine managere fået et vaskeægte Rolex-ur, der er tilpasset den glædelige begivenhed.

Ifølge mediet TMZ har uret kostet 42.000 dollar svarende til 275.000 danske kroner. Hun afslører også, at det er det første 'rigtige' ur, hun har fået.

»Det er mit første rigtige ur. Jeg går slet ikke med ur normalt. Jeg ville blive overrasket over, hvis jeg rent faktisk kommer til at gå med det,« siger hun til mediet.

Der er tale om et Rolex Mother of Pearls, men der er lige skruet op for luksusfaktoren, da uret er fyldt med funklende diamanter.

Danielle Bregoli hører til de mere kuriøse berømtheder i USA. Hun blev et internetfænomen efter sin optræden i talkshowet 'Dr. Phil' i 2016, hvor hendes mor tvang hende til at være med på grund af hendes forfærdelige opførsel.

Hun snakkede som en havnearbejder, var dybt kriminel og havde endda prøvet at skyde skylden for en lovovertrædelse på sin mor. Alt sammen i en alder af 13 år. Men i stedet for at tage afstand fra pigens opførsel tog amerikanerne hendes sære udtryk til sig - navnligt frasen 'Cash me outside - how bout that'.

Danielle Bregoli, der også går under kunstnernavnet Bhad Bhabie, har over 16 millioner følgere på Instagram.