Hvis overskriften lige har givet dig et par ekstra panderynker, er det helt forståeligt. Sagen om Taylor Swift og det seneste album med hendes sange er ganske forvirrende.
Det nye album hedder 'Live from Clear Channel Stripped 2008' og indeholder liveoptrædener med den dengang 18-årige popsangerinde, der turnerede med de famøse gennembrudshits 'Love Story' og 'You belong to me'.
Bag livealbummet er pladeselskabet Big Machine, som Taylor Swift dengang i 2008 samarbejdede med. Og her er bøjningen af 'samarbejde' i datid relevant at bide mærke i.
Popsangerinden stoppede nemlig samarbejdet med selskabet i 2018. I 2019 kom produceren Scooter Braun, der i mange år har samarbejdet med Justin Bieber, så ind i billedet, og med en ordentlig stak penge opkøbte han Big Machine.
Med selskabet fulgte rettighederne til størstedelen af Taylor Swifts musikalske katalog. I hvert fald alle seks albums og dertilhørende hits, der blev lavet, før hun brød ud af samarbejdet med Big Machine.
Og dem har Big Machine fuld ret til at udgive. Hvilket selskabet nu gør. Og det vækker vrede hos Taylor Swift. På Instagram skrev hun således for et par dage siden i en story:
'Udgivelsen er ikke blevet godkendt af mig. For mig ser det ud, som om Scooter Braun og hans investorer har kigget på de seneste regnskaber og indset, at de penge, de betalte for pladeselskabet, ikke ligefrem var godt givet ud, og at de nu har brug for pengene.'
'Efter min mening er dette bare endnu et eksempel på skamløs grådighed i coronakrisen. Så smagløst, men meget gennemskueligt,' konstaterer hun.
Det er dog langt fra første gang, Taylor Swift er ude med riven efter Big Machine, stifteren Scott Borchetta og ejer Scooter Braun. Parterne har længe ligget i decideret ordkrig.
Essensen af kontroversen er naturligvis musikken. For mens Taylor Swift gerne vil have rettighederne til sin musik, er det ikke lykkedes hende at nå frem til en aftale med Big Machine.
Og derfor er Taylor Swift nået der til, hvor hun har truffet en beslutning om at genindspille alle sine gamle sange.
Så har hun da i det mindste rettigheder til de optagelser.