Popstjernen Taylor Swift runder et skarpt hjørne senere i år, hvor hun fylder 30.
Det fik en journalist til at stille hende et spørgsmål om fremtidsplanerne, men det gik slet ikke som forventet.
I et interview med RTL ville journalisten vide, om Taylor Swift ser det som et vendepunkt i livet at fylde 30 år - og om hun overvejer at få børn.
Svaret fra Taylor Swift mere end antyder, at verdensstjernen finder spørgsmålet decideret sexistisk.

»Jeg tror virkelig ikke, at mænd får stillet det spørgsmål, når de bliver 30. Så det vil jeg ikke svare på,« lød Taylor Swifts iskolde svar.
Efterfølgende svarer hun dog på journalistens spørgsmål - om end på en noget anden måde, end der blev lagt op til.
»Jeg har hørt andre sige, at man i trediverne ikke længere er så stresset og angst over livet, som i tyverne. Jeg tror, disse anskuelser hænger sammen med, at vi i vores tyvere leder efter vores identitet, samler erfaringer, prøver os af, mislykkes og laver fejl,« siger Taylor Swift.
Karrieremæssigt er popstjernen dog alt andet end mislykkes i sine 20'ere.
I 2014 blev hun en af verdens absolut største popstjerner med albummet '1989'. Nu er der et nyt album i støbeskeen, og interessen er i den grad intakt.
Da musikvideoen til Taylor Swifts nye sang 'Me!' blev lagt på YouTube i slutningen af april, blev den ifølge Billboard set 65,2 millioner gange inden for de første 24 timer. 'Me!' er dermed den mest afspillede sang fra en kvindelig artist såvel som en soloartist på et døgn.
'Reputation', som blev udgivet i november 2017, er popsangerens seneste album.
Privat danner Taylor Swift par med skuespilleren Joe Alwyn.